Ældre kan ikke længere få booster-stik mod covid-19

Sundhedsstyrelsen har besluttet, at der ikke skal tilbydes yderligere boostervaccination i denne sæson.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ikke behov for at tilbyde yderligere boostervaccination til udvalgte målgrupper, herunder ældre og plejehjemsbeboere.

“Vi har den højeste vaccinations-tilslutning i Europa, og vaccinerne har vist sig at være meget effektive, også for de allerældste og mest sårbare. Vi befinder os et godt sted i covid-19 epidemien. Det kan vi kun glæde os over,” siger overlæge Kirstine Moll Harboe.

Siden booster-vaccinationsprogrammet gik i gang 15. september 2022, har 92 % af beboere på plejehjem fået et booster-stik og for personer over 85 år, er der en tilslutning på 91 %. Blandt personer over 50 år har 79 % fået en boostervaccination.

Danske data viser, at vaccineeffektiviteten efter en boosterdosis fortsat er meget høj her 3-4 måneder efter opstart.

Efteråret 2023

Sammenligner man med personer, der har fået 3 stik, giver en booster med en af de variantopdaterede vacciner en cirka 74 % bedre beskyttelse mod indlæggelse på grund af covid-19.

Samtidig ser epidemien ud til at klinge af, og smitten ligger på et meget lavt niveau på trods af, at vi stadig er midt i vintersæsonen. Smittetallet falder i alle aldersgrupper, og der er færre covid-19 relaterede indlæggelser og dødsfald.

Derfor vurderer Sundhedsstyrelsen, at der ikke er behov for at tilbyde yderligere boostervaccination til udvalgte målgrupper, herunder ældre og plejehjemsbeboere.

Det betyder, at særligt udsatte grupper som ældre og plejehjemsbeboere ikke kan få yderligere boostervaccinationer før efteråret 2023.

Først publiceret: 2. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret 2. februar 2023 kl. 9:44

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og