Alvorligt syg Leo er blevet udskrevet

Leo Nielsen har været indlagt med tarmslyng, der har været ved at tage livet af ham. Nu er han hjemme igen, jubler hans hustru, Sussi Nielsen, til Nordjyske.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Flere gange har lægerne måttet overbringe Sussi Nielsen beskeden om, at hun i værste tilfælde kunne miste sin mand gennem mere end 40 år, Leo Nielsen, på grund af sygdom.

Han har været indlagt siden december, alvorligt syg af tarmslyng.

Trods prognosen er det lykkedes den 67-årige musikant at komme så meget til hægterne igen, at han er blevet udskrevet fra hospitalet og nu er hjemme hos sin Sussi igen.

Det fortæller Sussi Nielsen til flere medier, herunder Nordjyske.

Indstiller karrieren

Leo Nielsen har indstillet karrieren på ubestemt tid. Al energi skal bruges på at komme til kræfter igen. Han har tabt sig meget, hans stemme er svag, og han må sidde i kørestol.

Han havde inden sin tarmslyng i forvejen helbredsproblemer som følge af en hofteskade og komplikationer i 2016.

Jammerbugt Kommune sender hjemmehjælp ud til Leo Nielsen, så parret er fortrøstningsfulde, skriver Nordjyske.

Sussi og Leo Nielsen har optrådt sammen siden 9. klasse. I 2021 havde duoen guldjubilæum efter 50 år i musik- og underholdningsbranchen. Samme år kunne parret fejre rubinbryllup efter 40 år sammen som ægtefolk.

Sussi Nielsen fortsætter med at optræde og har allieret sig med en række andre musikere under navnet Sussi og Drengene.

Først publiceret: 27. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 27. januar 2023 kl. 13:58

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og