Efter fredagens tåge kommer pænt men skyet weekendvejr
Når fredagens tåge letter, bliver weekenden med en del skyer, men også chancer for at se solen, oplyser DMI.
Fredagens vejr byder på tæt tåge eller rimtåge mange steder i Jylland fra morgenstunden. Sigtbarheden forventes under 100 meter.
Det oplyser Erik Hansen, som fredag morgen er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
– Det er forholdsvis udbredt, så der er god grund til at køre forsigtigt her i morgentimerne, siger han.
Op ad formiddagen ser det ud til at klare op i Jylland, og der kan komme sol.
Ellers bliver vejret fredag blandet.
– Der er mange skyer til morgen, også lidt nedbør rundt omkring. Det er mest let slud eller sne, der hvor der falder noget.
– Men det falder i meget begrænsede mængder. I løbet af dagen vil det forblive ret skyet i den østlige del af landet, og der kan også komme lidt nedbør, som nok efterhånden går over i mest regn, siger Erik Hansen.
Lørdag bliver vejret bedre, når ellers næste dags morgentågen er steget til vejrs, lyder meldingen.
– Det ser ud som om, at det bliver en tør dag med lidt eller nogen sol og temperaturer fra frysepunktet og op til fire graders varme, siger Erik Hansen.
Også søndagen bliver relativt pæn i den nordøstlige del af landet.
– Ellers bliver det skyet i den sydøstlige del og der kan også komme lidt nedbør i form af sne, slud eller regn. Dagtemperaturerne kommer igen til at ligge mellem frysepunktet og tre graders varme, siger Erik Hansen.
Weekenden byder altså på forskellige vejrfænomener, men det bliver svage fænomener.
Derfor vil Erik Hansen også beskrive weekenden som “relativt god vejrmæssigt”.
– Der ligger en del skyer, men der er også chancer for at se solen i løbet af weekenden, siger han.
/ritzau/
Først publiceret: 20. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 20. januar 2023 kl. 7:12