Kærligheden blomstrer igen for Mette Blomsterberg
“Han er både lækker og sød”.
Konditoren Mette Blomsterberg er forelsket til op over begge ører, og hun sparede ikke på ordene til SE og HØR, da hun skulle beskrive sin nye kærlighed, som hun siger er både “god ved hende og god for hende”.
52-årige Mette Blomsterberg kom dog alene til åbningen af den nye restaurant Chapung på hotellet Manon les Suites, og ikke sammen med den nye mand, der åbenbart overøser hende med kærlighed.
-Jeg har ikke rigtig nogen kommentarer til, hvem det er. Men jeg kan fortælle dig, at jeg er glad. Er det ikke dejligt?, kom det hemmelighedsfuldt fra Blomsterberg ved åbning af en ny restaurant i København.
Et år efter skilsmissen
Det er næsten præcist et år siden, at Mette Blomsterberg fortalte på Instagram, at hun og ægtemanden gennem 29 år, Henrik Blomsterberg, skulle skilles.
‘Henrik og jeg har valgt at gå hvert til sit efter mange, mange gode år sammen. Det er ulykkeligt for os begge to – en virkelighed, som gør ondt. Det er en svær tid, specielt for vores piger, og derfor beder vi pressen om at respektere, at vi som familie får den nødvendige ro til at finde os selv,’ skrev hun.
Parret har sammen døtrene Laura og Maja Blomsterberg, der nu er 22 og 18 år, og siden er parrets store villa i Ålsgårde blevet solgt. Og nu er Mette Blomsterberg altså godt i gang med et nyt liv og en ny kærlighed.
Kilde: SE og HØR
Først publiceret: 8. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 8. november 2022 kl. 11:15