Hvorfor synger seniorer i kor? Fordi det gør dem glade

Hvem er med i et kor, og hvorfor er de det? Det er blevet undersøgt, og det viser sig, at vi slet ikke går til kor for at synge. Men af en helt anden årsag. Læs hvorfor i artiklen.

Fællesskabet og det sociale samvær er det som trækker os til korsang. Sangen og musikken kommer først i anden række.

Sangens Hus har kigget på, hvem der synger i kor i Danmark, og hvorfor de synger i kor.

Det er blevet til rapporten ”Kortlægning af dansk korliv 2020-2021″, og den viser ikke overraskende, at det især er kvinder og kvinder over 50, der synger i kor.

Men Sangens Hus, der er et nationalt samarbejdsforum for sang i Horsens, er også gået mere i dybden på de mange tal, de har fået ind fra kor-sangere, og de viser flere spændende ting.

Primært for det sociale

Det er nemlig langt mere glæden og fællesskabet ved korsang, som trækker for deltagerne end det musikalske. At øve sig og holde koncert er klart sekundært i forhold til det sociale samvær.

Langt vigtigere er samværet med andre, og dét er ligegyldigt, om man er bas, alt eller sopran, ung eller gammel, viser undersøgelsen af dansk korliv.

Sådan er de danske kor

  • Et gennemsnitligt kor er på 23 medlemmer
  • Gennemsnitsalderen er temmelig høj: 53% af korsangere er over 60 år. 25% er over 70 år.
  • Geografisk er korene fordelt ligeligt i hele Danmark med en lille overrepræsentation i Midtjylland, og en lille underrepræsentation i Hovedstadsområdet.
  • Knap 2/3 af korene har en ligelig fordeling mellem kønnene, mens ca. 1/3 kun består af kvinder. Kun 5% er rene mands- eller drenge kor.
  • Langt størstedelen af korsangerne er ulønnede. Kun 10% modtager løn.
  • Korlederne peger på, at det er langt sværere at tiltrække mandlige medlemmer end kvindelige.
  • Der er en overrepræsentation af højtuddannede blandt korsangere.
  • Klassisk musik er den mest udbrede genre efterfulgt at pop/rock.

”Livsmod”, ”livsglæde” og ”åndsliv” er ord, der går massivt igen blandt de syngende danskere, når de skal beskrive, hvad korlivet giver dem, og 89 procent svarer, at de synger i kor ”fordi det gør mig glad”, siger Jacob Heide Madsen, der er projektleder i Sangens Hus, der står bag undersøgelsen.

Første af sin art

Undersøgelsen, der involverer mere end 3000 repræsentanter for danske kor, korsangere og korledere over 15 år, er den første af sin art herhjemme.

“Uden at vi har kunnet sætte tal på, så kan vi eksempelvis se, at kirkerne fylder rigtig meget på en god måde i forhold til korsang. Flere korledere peger på, at kirkekor har en meget fast ramme og opbygning, hvor børn med diagnoser trives rigtig godt. Korsang fremhæves også ret ofte som en fritidsaktivitet på linje med at gå til en form for sport, men flere peger på, at der for børn og unge er rigtig meget læring og disciplin forbundet med korsang. Sådan noget er jo interessant at få frem,” siger Jacob Heide Madsen til Kristeligt Dagblad.

Kilde: Sangens Hus

Først publiceret: 6. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 4. november 2022 kl. 13:57

Se, hvad vi ellers skriver om:

og