Weekenden starter med en blæsende fredag og regn

Novembers første weekend byder på efterårsvejr og frisk vind fredag. Søndag kan blive våd, så husk paraplyen.

Kalenderen er nået til første weekend i november, og vejret byder ikke ligefrem på overraskelser.

Weekenden starter ud med en blæsende fredag med regn eller byger. Det bliver, hvad man nok bedst kan betegne som efterårsagtigt.

– Fredag bliver det en blæsende dag. Især i den vestlige del af Jylland, hvor vinden i dag går om i vest og tiltager til frisk vind eller kuling.

Det fortæller Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Ved Vestkysten kan der fredag komme vindstød af stormstyrke. Det skyldes en lavtrykspassage, der bevæger sig mod nordøst op langs Vestkysten og over Skagerrak og det sydlige Norge.

I resten af landet ventes kun frisk vind.

Helt så blæsende bliver det altså ikke på Sjælland, hvor fredagens regeringsforhandlinger går i gang på Marienborg. Her er der ovenikøbet mulighed for sol i formiddagstimerne.

I løbet af dagen klarer det da også op, især i de sydlige egne.

– Lørdag kommer der kig til solen, men der er også muligheder for byger nogle steder, især i det jyske, siger Jesper Eriksen.

– Vinden vil være let til frisk fra sydvest. Ikke blæsende, men heller ikke vindstille, siger han.

Temperaturen bliver mellem 10 og 12 grader.

Søndag kan igen byde på regn.

– Det bliver sådan en dag, hvor der generelt vil være en del skyer over Danmark.

– Der er nok mange steder, hvor man skal have paraplyen frem søndag, siger Jesper Eriksen.

På weekendens sidste dag kommer vinden fra en sydlig retning og vil være frisk.

– Det lufter altså lidt søndag, uden at det blæser ligeså meget, som det gør i den vestlige del af landet i dag, siger Jesper Eriksen.

/ritzau/

Først publiceret: 4. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 4. november 2022 kl. 7:07