Stemmeprocenten ved valget er den laveste siden 1990
84,1 procent af vælgerne har sat kryds ved tirsdagens folketingsvalg. Det er det laveste i årtier.
3.592.041 vælgere havde enten brevstemt forud for tirsdagens valg eller indfundet sig på et af valgstederne rundt om i landet for at sætte deres kryds ved folketingsvalget.
I Danmark er der 4.269.044 stemmeberettigede. Dermed lander stemmeprocenten på 84,1, og det er den laveste i mere end 30 år.
Det viser tallene fra it-selskabet KMD, der står for den officielle optælling af valgresultatet.
Tirsdagens stemmeprocent ligger dog ikke langt under deltagelsen ved folketingsvalget i 2019. Her lød den på 84,6 procent.
Størstedelen af vælgerne, der satte deres kryds tirsdag, bakkede op om rød blok. Socialdemokratiet bliver også største parti på Christiansborg. Til gengæld fik hverken Frie Grønne eller Kristendemokraterne nok opbakning til at komme i Folketinget.
Den hidtil højeste valgdeltagelse var under krigen i 1943, da 89,5 procent af vælgerne stemte.
Den laveste var 74,9 procent i 1920.
Vi skal tilbage til 1939 for at finde et folketingsvalg med en valgdeltagelse på under 80 procent. Dengang stemte 79,2 procent.
/ritzau/
Først publiceret: 2. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 2. november 2022 kl. 7:09