60-årig blev overfaldet og voldtaget i eget hjem

En 30-årig mand er under anklage i en særlig grov voldtægtssag fra Gribskov Kommune.

Anklagemyndigheden går efter en almindelig fængselsstraf, men i den hårde ende af skalaen, i en grov sag, hvor en 60-årig kvinde i januar blev overfaldet, mishandlet, berøvet og voldtaget i sit hjem i Gribskov Kommune.

Det oplyser senioranklager Bente Schnack fra Nordsjællands Politi mandag om sagen, som bliver behandlet ved Retten i Helsingør torsdag og fredag.

Det er en 30-årig lokal mand, som er tiltalt i sagen. Ifølge anklageskriftet fandt voldtægten sted i kvindens hjem om morgenen den 2. januar mellem 05.40 og 06.35.

Manden truede angiveligt kvinden med at skyde og dræbe både hende og hendes familie, og derudover tog han så kraftige halsgreb på hende, at hun mistede bevidstheden, lyder anklagen.

Kvinden blev desuden både slået og sparket, og gerningsmanden brugte en grensaks eller en kniv til at påføre hende stik og snitsår på halsen.

Anklagemyndigheden rejste tiltale i maj, og i den forbindelse blev der taget et forbehold for, at man ville gå efter en foranstaltningsdom til manden i form af enten anbringelse eller forvaring.

Sådanne foranstaltninger kan komme på tale, når der er tale om sindssyge eller meget farlige gerningsmænd.

Bente Schnack fortæller mandag til Ritzau, at anklagemyndigheden dog kun vil gå efter en almindelig fængselsstraf til manden. Og da tiltalen er rejst som en nævningeretssag, kan man udlede, at strafkravet vil være mindst fire års fængsel.

Bente Schnack fortæller, at den 30-årige mand imidlertid har fravalgt, at der skal medvirke nævninger ved retssagen. Det bliver derfor ikke tre dommere og seks nævninger, som skal afgøre hans skæbne, men i stedet én dommer og to domsmænd.

Ud over anklagerne for trusler, vold og voldtægt er manden anklaget for at have frarøvet kvinden 30.000 kroner og to mobiltelefoner.

Manden nægter sig skyldig i de grove anklager, men ifølge sn.dk, som er nyhedssite for en række sjællandske dagblade og ugeaviser, erkendte han sig ved grundlovsforhøret i januar skyldig i røveri.

/ritzau/

Først publiceret: 3. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 4. oktober 2022 kl. 7:07