Dronningen er ude af isolation: Det skal hun nu
Dronningen blev konstateret smittet med coronavirus i sidste uge. Nu modtager hun pris i Norge mandag aften.
Dronning Margrethe er ude af coronaisolation. Dermed deltager hun som planlagt ved overrækkelsen af Nordens Sprogpris 2022 og en efterfølgende gallamiddag i Oslo mandag.
Det oplyser kongehuset til Ritzau.
Dronningen blev testet positiv for corona tirsdag den 20. september. Derfor måtte hun udeblive fra fejringen af sit eget 50-års jubilæum, som danske politikere var samlet til på Christiansborg fredag aften.
Modtager pris
Mandag deltager hun dog som planlagt i Oslo. Her skal hun modtage Nordens Sprogpris 2022.
Foreningen Nordens Hus står bag prisen. De mener, at dronningen “er en vigtig stemme for nordisk samarbejde, fællesskab og sprog”.
“Et af dronningens budskaber har længe været, at yngre mennesker i Norden bør bruge skandinaviske sprog i mødet med hinanden,” lød det fra foreningen.
Foreningen Norden har siden 2010 uddelt prisen til en person, institution, myndighed eller organisation, som bidrager til at styrke den nordiske sprogforståelse.
Taler fire sprog
Dronningen får overrakt prisen af den norske dronning Sonja.
Selv taler dronningen ifølge kongehuset fire sprog foruden modersmålet dansk. Det er fransk, svensk, engelsk og tysk.
Dronning Margrethe havde 50-års regeringsjubilæum i januar i år, men fejringen blev udskudt grundet coronapandemien.
Efter den britiske dronning Elizabeths død den 8. september er dronning Margrethe nu Europas længst siddende nulevende regent.
Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 26. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 26. september 2022 kl. 10:26