Derfor er det sværere at låne som pensionist
Har du fået nej til et lån trods friværdi og tilpas rådighedsbeløb? Det skyldes måske din "gældsfaktor", som kan gøre det sværere at låne, når du har forladt arbejdsmarkedet.
Siger banken eller realkreditselskabet nej til lån i din bolig, selvom du har friværdi, og dit rådighedsbeløb er tilpas, skyldes det sandsynligvis, at din gældsfaktor er for høj.
Kravet til gældsfaktoren kan nemlig gøre det sværere at låne, når du har forladt arbejdsmarkedet.
Det kommer i blandt bag på seniorer, at de ikke lige så nemt som før kan optage et lån til ny bil eller ny bolig, som de kunne da de var yngre. Men det skyldes, at deres “gældsfaktor” har ændret sig grundet alderen og deres job- og pensions-situation.
Finanshuset i Fredensborg har skrevet nedenstående artikel om seniorernes gældsfaktor:
Hvad er gældsfaktor
Gældsfaktoren er et tal, der viser forholdet mellem den samlede gæld og den samlede årlige indkomst før skat i husstanden.
Indkomsten kan være lønindkomst, dagpenge mm., pension, SU, boligsikring børnefamilieydelse, børnebidrag og ægtefællebidrag.
Andre indtægter som udlodning af udbytter, bonus, renteindtægter og andre kapitalindkomster, lejeindtægter kan indregnes under visse omstændigheder som angivet af Finanstilsynet.
Størrelsen på gældsfaktor
Ifølge Nordea kan gældsfaktoren for førstegangskøbere i nogle tilfælde komme op over 4, mens den for modne boligejere bør være lavere.
Danske Boligadvokater har udtalt, at personer over 60 år kan blive ramt, hvis de har en gældsfaktor over 2.
Sværere at låne når du forlader arbejdsmarkedet
Ofte er det rådighedsbeløbet og netop gældsfaktoren, der kan give udforinger, når du søger om et lån. Det skyldtes, at din indkomst normalt vil falde, når du trækker dig tilbage fra arbejdsmarkedet, uden at gælden følger med, og så stiger din gældfaktor.
Dine muligheder for at optage lån bliver dårligere, hvis din gældsfaktor er – eller vil blive højere end branchens krav.
Et eksempel:
Boligværdi
8.000.000 kr.
Samlet gæld (belåningsgrad 55%, og dermed pæn friværdi)
4.400.000 kr.
Ønsker at låne yderligere (samlet belåningsgrad 62,5%)
600.000 kr.
Krav til husstandens samlede årlige indkomst:
Ved faktor 4
1.250.000 kr.
Ved faktor 2
2.500.000 kr.
Lever du ikke op til kravene til gældsfaktor, risikerer du at få afslag på at låne.
Det er især vigtigt at være opmærksom på gældsfaktoren i forbindelse med optagelse af lån, når du nærmer dig det tidspunkt, hvor du ønsker at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Finanshuset i Fredensborg
Artiklen er skrevet af Finanshuset i Fredensborg og publiceret i deres nyhedsbrev, Finansnyt. Artiklen er bragt i SeniorNews efter aftale.
Finanshuset i Fredensborg er en privat og uafhængig økonomisk rådgivningsvirksomhed, som rådgiver private, virksomheder og andelsboliger om pension, lån, realkredit og investeringer.
Kilde: Finanshuset i Fredensborg
Først publiceret: 23. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 23. september 2022 kl. 9:48