740 millioner kroner i spil i rekordstor lottopulje

Tirsdag aften er der rekordstore 740 millioner kroner i puljen til Eurojackpot. Mange forventes at spille.

740 millioner kroner.

Det er det, der er på højkant, når der tirsdag aften trækkes tal i Eurojackpot.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

De 740 millioner kroner er den største pulje, der nogensinde har været i dansk lotto. Altså er det Danmarkshistoriens største gevinst, der er i spil.

I Danske Spil er der forventning om, at muligheden for at vinde det rekordstore beløb vil få mange til at deltage i tirsdag aftens lotteri.

– Mange holder sommerferie, men vi forventer alligevel, at der er rigtig mange danskere, der deltager i lotteriet i aften.

– Det ville være rigtig stort for os, hvis en dansker gik hen og vandt, og vi tror og håber, at det kan ske i dag.

– Det ville slå alle tidligere rekorder med flere armslængder, siger Malene Mølgaard, der er administrerende direktør i Danske Lotteri Spil.

Den største danske gevinst nogensinde i Eurojackpot blev vundet i 2015. Her vandt en dansker 315 millioner kroner med en kupon købt i Kvickly i Helsingør.

To gange har en dansker vundet mere end 300 millioner kroner i Eurojackpot – senest i 2021, mens det seks gange er sket, at en dansker har vundet mere end 100 millioner kroner.

I tirsdagens lotteri er der frist for at deltage klokken 19. Lodtrækningen finder herefter sted tirsdag aften med et resultat forventeligt klokken 21.

Først publiceret: 19. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret 20. juli 2022 kl. 10:06

Se, hvad vi ellers skriver om:

og