Brand opstod i motoren på passagerfly: Ingen kom til skade

Politiet rykkede onsdag aften ud til Københavns Lufthavn, hvor en brand var opstået i motoren på et fly.

Politiet har onsdag aften været rykket ud til Københavns Lufthavn, hvor der var opstået brand i en motor på et passagerfly.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Alle passagerer blev evakueret, og ilden blev slukket. Ingen er kommet til skade, lyder meldingen.

– Brand opstået i motor på passagerfly, der holdt ved gaten. Ilden slukket. Passagerer evakueret. Ingen tilskadekomne. Redningsberedskab og politi arbejder færdigt på stedet, skriver politiet.

Ifølge B.T rykkede myndighederne talstærkt ud. Tre politimotorcykler, en lægebil, en ambulance og tre til fire politibiler dukkede op.

Derudover var en reaktionspatrulje og flere af lufthavnens egne beredskabskøretøjer på stedet, rapporterer B.T.

/ritzau/

Først publiceret: 6. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret 7. juli 2022 kl. 7:37