7 ud af 10 har været smittet med corona

Covid-19 epidemien er på vej ned. Og hovedparten af den voksne danske befolkning kan have været smittet under den store smittebølge med omikron-varianten.

Efter to år i coronaens tegn, ser det endelig ud til, at virussen løsner sit tag på den danske befolkning.

En ny undersøgelse af bloddonorer viser, at 7 ud af 10 voksne danskere mellem 17-72 år har været smittet med covid-19 fra november og frem til midten af marts. Og epidemien er på vej ned.

Omikron er den seneste variant i rækken

* Alfa (B.1.1.7).

Opdaget i Storbritannien i september 2020.

* Beta (B.1.351)

Opdaget i Sydafrika i maj 2020.

* Gamma (P.1)

Opdaget i Brasilien i november 2020.

* Delta (B.1.617.2)

Opdaget i Indien i oktober 2020.

* Omikron (B.1.1.529)

Opdaget i Sydafrika i november 2021.

Kilde: WHO.

Sådan lyder konklusionen af den nye bloddonorundersøgelse, som Statens Serum Institut (SSI) har gennemført sammen med landets blodbanker.

Siden starten af året, og med to ugers mellemrum, er blodet fra landets bloddonorer blevet undersøgt for antistoffer mod SARS-CoV-2.

På den måde har man kunnet estimere, hvor mange der har været smittet i Danmark under omikron-bølgen.

“Covid-19-mæssigt står Danmark derfor et godt sted lige nu, hvor vaccinerne og de mange covid-19-infektioner har skabt en solid immunitet i befolkningen,” siger SSI’s direktør Henrik Ullum i en pressemeddelelse.

Højest i Nordjylland

Dykker man ned i de fem regioner i Danmark, kan man se, at andelen af bloddonorer, som har været smittet, er højest i Region Nordjylland med 74 % smittede. Omvendt er den lavest i Region Sjælland med 61 % smittede.

Der er også stadig en markant forskel på andelen af smittede i forskellige aldersgrupper. Andelen er højest (74-75 %) blandt de yngre (17-45-årige) og lavere (59 %) blandt de ældre (de 46-72-årige).

Læs mere om corona, smittetal og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 11. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:34

Se, hvad vi ellers skriver om: