FDM: Bredere parkeringsbåse til bilerne

Størrelsen på en parkeringsbås er ikke fulgt med de større og bredere biler, lyder det fra FDM.

FDM mener, at parkeringspladserne skal vokse fra 2,5 til 2,6 meter i bredden.

Bilerne er blevet større og bredere, men parkeringsbåsene er ikke fulgt med.

Sådan lyder det ifølge DR.dk fra bilejernes organisation FDM.

Organisationen mener, at den nuværende anbefalede bredde på en parkeringsbås på 2,5 meter bør øges til 2,6 meter.

– Problemet er, at dimensioner på parkeringsbåse ikke har udviklet sig i rigtig mange år. I og med at bilerne bliver større, så bliver der også større behov for plads i båsene, siger chefkonsulent Dennis Lange, FDM, til DR.

En VW Golf er eksempelvis vokset i bredden fra cirka 1,61 meter i 1974 til 1,79 meter i 2019-udgaven.

SUV-mellemstørrelse

Desuden er danskerne blevet glade for de større biler i klassen SUV-mellemstørrelse.

De udgjorde i 2013 tre procent af de nyindregistrerede biler, mens det var steget til 22 procent i 2021.

– Det er de større modeller, som i stigende grad tiltrækker danskerne. Vi ser for eksempel, at elbilerne bliver mere populære. For eksempel VW ID.4 og Hyundai Ioniq 5, som er relativt store biler, siger Dennis Lange.

Vejdirektoratet, der står for anbefalingerne på området, oplyser, at man nu vil se på sagen.

– Er der kommet en større procentdel af større eller mindre biler, som berettiger, at mange bilister har brug for en større parkeringsplads, så ændrer vi vores anbefalinger, siger afdelingsleder Per Antvorskov, Vejdirektoratet, til DR.

Forventningen er, at man inden årets udgang kan være klar med et svar på, om den vejledende størrelse for parkeringsbåse skal ændres.

Læs mere om biler, parkering og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 9. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:33

Se, hvad vi ellers skriver om: