På et år er antallet af elbiler fordoblet
De Danske Bilimportører forventer, at danskernes lyst til at købe elbiler vil fortsætte med at vokse.
Antallet af elbiler i Danmark er mere end fordoblet siden sidste år.
Det skriver brancheorganisationen De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.
I maj er der indregistreret 80.072 elbiler i Danmark. Samme måned i 2021 lå tallet på 36.931.
Mere elektriske
De Danske Bilimportører forventer, at den tendens kommer til at fortsætte.
– Danskernes bilkøb bliver stadig mere elektrisk. Vi forventer, at bestanden af elbiler over de kommende år vil stige markant, når leverancesituationen normaliseres, og bilproducenterne løbende lancerer nye bilmodeller i alle priskategorier, lyder det fra administrerende direktør Mads Rørvig.
De opladelige biler udgjorde 30 procent af nyregistreringer i april.
17 procent var såkaldte plug-in-hybrider, mens 13 procent var rene elbiler. Siden starten af 2022 har der dog været flere registreringer af elbiler.
Selv om elbilsalget er steget, er salgstallene for biler generelt faldet.
Færre biler sælges
I april blev der indregistreret 11.015 personbiler, hvilket er 29 procent færre end samme periode sidste år.
Fra januar til maj blev der indregistreret 24 procent færre personbiler sammenlignet med samme periode sidste år.
Faldet i salget skyldes primært knas i forsyningskæderne, lyder det fra De Danske Bilimportører.
– Forbrugerne er sultne efter nye biler, men der er stadig klumper i forsyningskæderne, så vores tal er for tiden et billede af udbuddet og ikke af efterspørgslen. Der er særligt ubalance vedrørende de grønne biler, hvor der er særlig stor forskel på udbud og efterspørgsel, siger Mads Rørvig.
Problemet med forsyningskæderne skyldes en længere række faktorer såsom coronakrisen, kø ved havneterminaler, mangel på mikrochips og senest krigen i Ukraine.
I 2020 brugte bilindustrien i Europa 440 milliarder kroner på forskning og udvikling. Blandt andet med fokus på ny grøn teknologi.
Læs mere om biler, økonomi og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 3. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:29