Akutpatienter risikerer at dø inden operation

Kun 25 procent af landets akutte kirurgiske patienter bliver opereret inden for de seks timer, som lægerne mener er grænsen for at undgå komplikationer

Risikoen for at dø eller få langvarige komplikationer stiger ved ventetid på akutte operationer.

Selv om det kan koste livet, så bliver kun hver fjerde af landets akutte kirurgiske patienter opereret inden for de lægeligt anbefalede seks timer.

Imens stiger deres risiko time for time for at dø eller få langvarige komplikationer. Det viser tal fra Regionernes Kliniske kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

75 procent af de patienter, som har akut behov for operation, venter længere end de anbefalede seks timer. Den typiske patient har enten tarmslyng, mavesår, hul på mave-tarmsystemet eller blødninger i bughulen.

– Studier viser, at ventetid på akutte operationer ud over højere dødelighed og komplikationer også medfører, at flere patienter får stomi, siger Peter Svenningsen, formand for Akut Kirurgi Databasen i RKKP og ledende overlæge på Nordsjællands Hospital.

Stomi er kunstig tarmåbning på maven, hvor man tømmer sin afføring ud i en pose.

Langt fra målet

Et dansk studie fra Rigshospitalet baseret på 2668 patienter opereret for hul i mavesækken viste, at overlevelsen faldt med 2,4 procent for hver times forsinkelse.

Det betyder over 50 procent øget risiko for at dø, hvis operationen forsinkes et døgn.

For sen maveoperation er farligere end kræft

- Den lægelige anbefaling er, at patienter med akutte behov for operation opereres inden for seks timer.

- I realiteten sker det kun for 25 procent af patienterne.

- 75 procent af patienterne venter længere med øget risiko for død, komplikationer og lang indlæggelse.

- Den typiske patient lider af mave- eller tarmsygdomme, som hastigt kan forværres.

Kilde: Akut Kirurgi Databasen under Danske Regioner

– En cancerpatient dør sjældent af at vente et døgn, men det gør disse patienter, siger Peter Svenningsen.

I øjeblikket er der langt til målet om, at 80 procent af de akutte kirurgiske patienter skal opereres inden seks timer efter ankomsten til hospitalet.

Forklaringen er ifølge Peter Svenningsen, at der kræves en stribe koordinerede og hurtige tværfaglige indsatser.

Skarpt fokus

Til gengæld viser erfaringerne fra hans arbejdsplads på Nordsjællands Hospital, at det ikke kræver en masse ekstra ressourcer men skarpt fokus.

Her blev kun 13 procent af patienterne fra 1. september 2020 til 31. august 2021 opereret inden for seks timer. Men en intensiv indsats har siden gjort en markant forskel.

I en periode blev næsten 90 procent af de akutte patienter opereret inden for seks timer. Den seneste måned er 41 procent af patienterne blevet opereret rettidigt.

– Vi kan jo mangle personale. Men når vi har fokus på problemet, så lykkes vi med at give markant flere patienter den hurtige behandling, siger Peter Svenningsen.

Mangler en patientforening

Årligt har omkrig 3500 patienter behov for akut operation. Alligevel har gruppen ingen patientforening, og det er ifølge den ledende overlæge et problem.

– Alle er bange for kræft, og derfor har sygdommen også en stor patientforening.

– Men ingen taler de her patienters sag, selv om de har en stor dødelighed. Vi mangler en patientforening til at sparre med patienterne og sætte øget fokus på sagen, siger han.

Morten Freil, direktør i paraplyorganisationen Danske Patienter, er enig i, at de akutte patienter kunne have gavn af en patientforening.

– Men hvis man ikke kan lave et samarbejde med en af de eksisterende patientforeninger, så kræver det ildsjæle at stifte en ny.

– Det kræver rigtigt meget at søge støtte, lave medlemsregistre og vedtægter. Mange foreninger opløses hurtigt igen.

Danske Patienter lavede sidste år et netværk for de små patientforeninger, hvor der var stor interesse fra 54 foreninger, der ikke er medlem af Danske Patienter i forvejen.

Læs mere om sygdom, sundhed og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 9. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:33

Se, hvad vi ellers skriver om: