Tjek solcremen: Nogle solfiltre giver allergi

I sommerperioden bliver der skruet op for mængden af solcreme. Men for nogle kan kemiske solfiltre også udløse en allergi.

Du kender sikkert følelsen af øm hud, når den er blevet rød og forbrændt.

Men faktisk kan den tilstand også blive fremprovokeret af solcremen selv. Der er nemlig nogle, der udvikler allergi over for nogle af de kemiske solfiltre.

“Man kan meget nemt komme til at forveksle det med en solforbrænding, for man bliver rød, hævet og klør de steder, man har smurt cremen på, fortæller Jeanne Duus Johansen”, som er daglig leder af Videncenter for Allergi samt professor og overlæge på Herlev og Gentofte Hospital.

“Det kan være i ansigtet og på kroppen”, tilføjer hun.

Kan tage uger eller år

Det er dog ikke en udbredt allergi – faktisk er det mere normalt at blive allergisk over for parfumestoffer eller konserveringsmidler i solcreme, som også er i mange andre typer kosmetik.

Uv-filtrene bruges typisk kun i en begrænset periode, og du skal udsættes flere gange, for at udvikle allergien.

“Det tager ofte nogle uger, men der kan også gå måneder eller år, før man udvikler allergi”, siger Jeanne Duus Johansen.

Derudover kan det være svært at bestemme, hvad der har udløst det kløende udslæt, for symptomerne kommer forsinket.

“Har man allergien i sig, vil symptomerne typisk komme efter en-to dage. Er man meget allergisk, kan udslættet dog komme inden for to timer”, siger hun.

Store mængder øger risiko

Risikoen for at udvikle allergi stiger, hvis man udsættes for stofferne ofte og i store mængder.

Vil du reducere risikoen, kan du eventuelt variere, hvilke uv-filtre du bruger hen over sommeren.

De kemiske uv-filtre, der oftest har været rapporteret som årsager til allergi, er octocrylene og forskellige benzophenoner, oplyser Videncenter for Allergi.

Det hænger dog ikke nødvendigvis sådan sammen, at de er meget mere allergifremkaldende, men kan også skyldes, at de bliver brugt mere som solfiltre, pointerer Jeanne Duus Johansen.

Det kan dog være lidt en jungle at variere uv-filtrene, fordi nogle af stofferne er i familie med hinanden, tilføjer hun.

Derfor er Jeanne Duus Johansens bedste råd at gå efter en allergicertificering som Den Blå Krans, der drives af Astma-Allergi Danmark.

Her udelukker de blandt andet de tidligere nævnte uv-filtre – plus lidt flere – fortæller Rikke Bille, som er miljøkemiker og chef for Den Blå Krans og Asthma Allergy Nordics danske afdeling.

Svært at gennemskue

“Vi har fravalgt de mest allergifremkaldende uv-filtre, som større grupper reagerer på. Det kan også være solfiltre, der bruges rigtig meget. Vi skal både hjælpe, så risikoen for kontaktallergi er minimal, men vi skal også hjælpe dem, der har det. Så hvis mange har allergi over for et solfilter, så udelukker vi det for at hjælpe allergikerne”, forklarer Rikke Bille.

Hun påpeger, at det kan være svært selv at gennemskue, om der er tale om en allergi. Og derfor bør man gå til lægen, hvis man mistænker det.

“Vi bruger de kemiske solfiltre på et tidspunkt, hvor huden også udsættes for sol og saltvand, som kan give lidt irritation. Så hvis du får lidt eksem eller udslæt, så træk vejret, gå til lægen, og få det tjekket”, råder hun.

Lægen kan ved hjælp af en lappetest undersøge, hvad du reagerer på.

Behold altid de produkter, du har mistanke til, og tag dem med til lægen.

Læs mere om sol, sundhed og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 1. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 4. maj 2022 kl. 17:51

Se, hvad vi ellers skriver om:

og