Kun 1% af danskerne har aldrig været på nettet
De seneste års coronapandemi kan have hjulpet til med at få flere til at bruge nettet og diverse it-systemer.
Det er et fåtal af danskerne, som aldrig har været på internettet.
Det viser en rapport fra Danmarks Statistik om it-anvendelsen i Danmark.
Ifølge rapporten er den andel af de 16-74-årige, som aldrig har været på nettet før, faldet fra ni procent i 2010 til blot én procent i 2021.
Danmarks Statistik skriver, at danskernes brug af nettet i samme periode er blevet både mere udbredt og hyppigere.
Det dækker blandt andet over brug af sociale medier, online handel, online læring og brugen af offentlige tjenester.
Corona hjalp
I forhold til det sidste kan coronapandemien have gjort flere danskere bekendt med nettet, da en række offentlige tjenester har kunnet tilgås online.
Det gælder eksempelvis de systemer, hvor man har kunnet booke tid til coronatest eller de systemer, hvor man har kunnet tjekke sit testsvar.
– Vi kan se, at coronaen har gjort, at danskere, som ikke før brugte it i så høj grad, nu har taget det til sig, siger Anders Thomsen, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
– Booking af coronatest, at få svar på disse og have et coronapas har stort set ikke været til at komme udenom i de sidste to coronaår.
– Nu har man se måske set, at det var meget praktisk at ordne tingene digitalt, så nu er det min forventning, at mange vil blive ved med det, siger han.
Læs mere om IT, mobil, computer og mange andre digitale emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 12. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 15. marts 2022 kl. 18:59