Pårørende: Tal med den døende om livet

Og det betyder også noget for den, der skal herfra. Men det kan være en svær samtale at få hul på.

Det oplever Christina Ørskov Christensen, som er hospicepræst i Roskilde, hvor hun er i dialog med både døende og deres pårørende.

– Nogle har svært ved at være ved sygesengen til det sidste. Og for nogle kan der være et præstationspres i, at man skal nå at sige en hel masse – og det helt rigtige – inden det er for sent, siger hun og tilføjer:

Læs også Når ægtefællen bliver dement: Sådan klarer du det

Bange for at gøre hinanden kede af det

– Jeg oplever ofte, at både den døende og pårørende er bange for at gøre hinanden kede af det og derfor ikke siger, hvordan de har det. Risikoen er bare, at det skaber en afstand i stedet for, at man mødes i sorgen.

– Hvis ikke man gør det, tror jeg, det kan efterlade en ærgrelse og fortrydelse over, at der var noget, man ikke turde tage hul på.

Det samme fornemmer Liv Mygind. Hun er uddannet journalist og har en virksomhed, hvor hun hjælper ældre mennesker med at fortælle deres livshistorie og optage den til de pårørende.

– Der er en del berøringsangst, og mange mennesker er bange for at tale om døden eller for at spørge, om folk er ensomme. Vi har ikke tradition for at tale om de store og tunge ting i livet, siger hun og tilføjer:

Læs også Badehotellets Otilia: Mors død skubbede mig ud over kanten

De ældre er ikke så sentimentale

– Men for de fleste ældre mennesker er det ikke så sentimentalt. Og for mange er det også en stor lettelse at få fortalt, at de har haft et godt liv, og at dem, der er tilbage, ikke skal være kede af det, når de går bort.

Liv Mygind mener, at den største fortrydelse, man kan gøre sig, er ikke at få spurgt ind.

– Sæt tid af, bestem dig for at gøre det og forbered den ældre ved at sige: Mor, jeg har ti spørgsmål, jeg gerne vil stille dig, og når vi mødes på torsdag, er det første, vi gør, at tale om de her spørgsmål, siger hun.

Det er blandt andet spørgsmålet, om ens nærmeste har følt sig ensomme, der kan nage pårørende ikke at have fået stillet, fortæller Liv Mygind.

Men det er også viden om deres liv, mange ønsker at få, inden det er for sent.

– Det giver folk en ny forståelse af deres ophav og måske også en ny ømhed over for deres forældre, siger Liv Mygind.

Også for den, der er i sin sidste del af livet, kan det give meget mening sammen med sine kære at genopleve gode stunder i livet, mener hospicepræsten.

Kigger på billeder

– Jeg ser tit ægtepar, der sidder og ser på billeder og kigger tilbage i tiden. Der er ikke så meget mere at kigge frem på. At se tilbage på det, der har været, gør ikke sorgen mindre. Men taknemmeligheden får sin plads, og så bliver sorgen nemmere at bære for begge parter, mener Christina Ørskov Christensen.

Liv Mygind oplever, at mange af de ældre, hun taler med, fortæller, at det at finde ind til kernen i sit liv ved at gennemgå, hvad man har oplevet, kan give et nyt perspektiv på at skulle herfra.

– Mange siger, at det er ligesom at få en rejse gennem livet. Det giver dem en ro og stolthed over det liv, de har levet, fordi det i samtalen bliver synligt, hvad de har opnået og oplevet, siger hun.