Tyvstart foråret: Snyd dig til farver i haven

Butikkerne sælger allerede nu farvestrålende blomster. Læs her, hvad du kan hive af hylderne, og hvor du lige skal vente lidt.

Foråret er lige på trapperne, og mange haveejere står på spring for at komme i haven.

Foråret er lige på trapperne, og mange haveejere står på spring for at komme i haven.

Samtidig bugner butikkerne allerede nu af farvestrålende hyacinter, solgule påskeliljer og primula i blå, rød og orange.

Men det er altså ikke alt, der har lige god chance for at overleve i det tidlige forår, siger Berit Rørbøl, der er anlægsgartner, landskabsarkitekt og fagekspert hos Videncentret Bolius.

– Det kan trække i en, når man ser plantecentrenes og supermarkedernes farvestrålende udvalg, som lugter af forår. Men succesraten afhænger af, hvad man vælger at plante, og hvordan vejret bliver, siger hun.

Hårdføre forårsbebudere

De mest hårdføre forårsbebudere er vintergæk og erantis.

De kigger allerede op af jorden flere steder, og det er en god rettesnor:

– Det, der naturligt kan tåle klimaet nu, har også bedre forudsætninger for at klare sig, hvis du selv planter det ud, siger Berit Rørbøl.

Et andet godt bud er kejserbusk. Det er ikke en blomst, men en busk, som har en masse fine lyserøde blomster.

Kejserbusk er en fantastisk “Rasmus Modsat”, fordi den blomstrer i december-januar og igen til marts. Altså modsat af mange andre blomstrende buske.

– Kejserbusk kan fint plantes ud nu. Som hovedregel er det sådan, at det, der kan overvintre, også kan plantes nu – bare det ikke er direkte i hård og frossen jord, siger Berit Rørbøl.

Kan ikke tåle frost

Den farvestrålende primula er også kommet i butikkerne.

Men den er ikke lige så hårdfør, hvis der kommer frost. Derfor er det op til din mavefornemmelse, om du tør plante den nu, forklarer Berit Rørbøl.

– Primula kan godt tåle noget frost, men ikke decideret vinter. Så hvis vi får flere dages vintervejr, som vi ofte gør i februar eller begyndelsen af marts, så kan de altså ikke tåle det, siger hun.

Krukker er en anden god mellemvej, tilføjer Kamilla Høy, der er ansvarlig for plantefaglig rådgivning i Plantorama – Danmarks største plantecenter.

Her undgår du den værste kulde fra jorden, og du kan stille dem i læ og ly for at gøre det til et lidt mildere klima for planterne.

– Hornvioler er guds gave til krukkerne om foråret. De er så flotte og klarer sig okay i en nats kulde, de lægger sig bare ned. Forårslyng er et andet godt bud, siger Kamilla Høy.

Et sats at plante nu

Påskeliljerne er også rullet frem i butikkerne.

Men som navnet antyder, blomstrer den naturligt omkring påske, altså i marts eller april.

Derfor er det et sats, hvis man planter den ud nu, siger Berit Rørbøl.

Du kan dog gøre det, at du planter påskeliljerne i en udestue, overdækker dem eller på andre måder sikrer, at de ikke bliver lige så udsatte for frost.

Først publiceret: 26. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:43

Se, hvad vi ellers skriver om: