Overvejer du elbil? Dette skal du være særligt opmærksom på
Overvejer du at købe en elbil, så viser en ny test nu, at der er en særlig ting, du bør undersøgere nærmere.
Hvor langt kan en elbil egentlig køre, før den skal lades op igen? Det spørgsmål er vigtigt for mange bilkøbere, men svaret er ikke nødvendigvis det, der står i bilens specifikationer.
En ny undersøgelse af 44 elbiler viser nemlig, at samtlige modeller kørte kortere på en opladning, end producenterne havde oplyst.
I et af tilfældene var forskellen mere end 140 kilometer, mens en anden bil havde en rækkevidde, der var over 30 procent kortere end angivet.
Det viser en ny test fra Forbrugerrådet Tænk, som organisationen omtaler i en pressemeddelelse.
Stor forskel på rækkevidden
Det er første gang, at Forbrugerrådet Tænk offentliggør en større test af elbiler, og resultaterne giver anledning til eftertanke.
For selvom producenterne oplyser, hvor langt bilerne kan køre på en opladning, kan det altså være noget ganske andet, man oplever bag rattet.
“Forbrugerne bør kunne stole på de oplysninger, de får, når de køber en elbil. Vores test viser, at der kan være en betydelig forskel mellem den oplyste rækkevidde og den rækkevidde, man oplever under mere realistiske kørselsforhold,” siger Thomas Sterner Pedersen, der er testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk.
Forskellen kan især få betydning, hvis man skal på længere køreture og planlægger sine opladninger efter bilens officielle rækkevidde.
Derfor er tallene forskellige
Når bilproducenter oplyser rækkevidden, tager de udgangspunkt i en fælles målemetode, der hedder WLTP.
Metoden gør det muligt at sammenligne forskellige biler, men den afspejler ikke nødvendigvis den måde, man kører på i hverdagen.
I den nye test har man derfor benyttet en anden målemetode, som skal give et mere realistisk billede af bilernes rækkevidde.
Her indgår blandt andet mere motorvejskørsel med skiftende hastigheder, som man eksempelvis oplever ved tæt trafik eller vejarbejde.
Det er med til at forklare, hvorfor bilerne ikke når lige så langt som de officielle tal antyder.
Mere end 2.000 detaljer undersøgt
Det er dog ikke kun rækkevidden, som Forbrugerrådet Tænk har undersøgt.
De 44 elbiler er også blevet vurderet på blandt andet sikkerhed, batteriets effektivitet og køreegenskaber.
I alt er der foretaget omkring 350 målinger og vurderet mere end 2.000 detaljer gennem laboratorieundersøgelser og praktiske køretest.
Undersøgelsen er gennemført af det internationale testsamarbejde ICRT, som Forbrugerrådet Tænk er en del af.
Vigtigt før du køber
For mange danskere er bilen en af de største investeringer i livet, og derfor kan det betale sig at undersøge markedet grundigt.
Især hvis man overvejer at skifte sin benzin- eller dieselbil ud med en elbil, kan det være vigtigt at kende den rækkevidde, man reelt kan forvente.
Den nye test understreger, at man ikke bør regne med at kunne køre præcis det antal kilometer, som bilproducenten reklamerer med.
Det kan derfor være en fordel at sammenligne uafhængige testresultater og tage højde for sit eget kørselsbehov, inden man beslutter sig.
Først publiceret: 9. november 2026
Artiklen er sidst opdateret 9. november 2026 kl. 13:48