Du får kun 30 dage til at skifte fra NemID til MitID

Du skal være hurtig, når du får besked fra banken om, at det er tid til at skifte til MitID. Fristen er kort. Se hvad du skal vide, inden du skifter til MitID.

Alle skal have skiftet NemID ud med MitID inden sommeren 2022.

Farvel til NemID

Samtidig med at vi tager MitID i brug, bliver NemID udfaset. Til sommer er det helt slut med at bruge NemID.

Vil du fortsætte med at have adgang til din netbank, digital selvbetjening og digital post, er du derfor nødt til at skifte til MitID.

Hvad skal jeg gøre, når det er min tid til at skifte?

Det er pengeinstitutterne og Digitaliseringsstyrelsen, der står bag MitID, og du får besked fra din bank, når du logger ind i din netbank eller mobilbank, når det er din tur til at skifte.

Din bank er også ansvarlig for at hjælpe dig med at skifte til MitID.

Hvis du hverken har netbank eller mobilbank, får du besked via Digital Post.

Du skal være hurtig

Du får 30 dage til at skifte dit NemID ud med MitID. Når du det ikke inden tidsfristen, risikerer du at miste adgangen til din netbank.

Derfor er det bedst at skifte med det samme.

Du kan få hjælp til at skifte flere steder:

  • Hos din bank.
  • Hos borgerservice i din kommune.
  • På en MitID hotline: 33 98 00 10.

Behold dit NemID

Det er vigtigt, at du beholder NemId lidt endnu. Du må ikke smide dit nøglekort væk eller slette appen.

Årsagen er, at det ikke er alle hjemmesider, som er skiftet til MitID. Det sker gradvist frem til sommeren 2022.

Nogle steder skal du derfor stadig logge på med NemID.

Her kan du se svar på de mest almindelige spørgsmål om MitID.

Først publiceret: 20. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 18. februar 2022 kl. 13:48

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og