Bor du på Bollen eller Blindgyden? Se de sjoveste vejnavne
Bollen, Blindgyden og Bæveren er nogle af Danmarks sjoveste vejnavne.
Oddsene er, at du bor på Adelgade, Stationsvej eller måske Søndergade. Alle sammen ganske almindelige vejnavne, som går igen i mange byer over hele landet, skriver Boliga.
Men hvis man zoomer ind på Danmarkskortet, så er der gader og stræder, hvor navnene skiller sig gevaldigt ud fra mængden med navne hentet fra beklædningsgenstande, lande og fantasifulde væsner.
Det skriver boligmediet Boliga.dk, der har fundet nogle af de mest specielle vejnavne, hvor der lige nu er en bolig til salg.
Den Korte Vej
Ganske rigtigt er Den Korte Vej, som ligger i Asserbo i Nordsjælland, ikke verdens længste vej. En håndfuld ferieboliger ligger på vejen i sommerhusområdet – og lige nu er en af dem til salg: Et liebhaversommerhus på 150 kvadratmeter med seks værelser og en stor grund på mere end 1,2 hektar. Prisen lyder på ni millioner kroner.
Den Korte Vej 1, Frederiksværk
Bollen
I det nordjyske i den lille by Gandrup er der et hus til salg på Bollen. Om forbilledet for det glutenrige vejnavn er en god gammel gylden tebolle eller en mere substantiel slags med fiber og kerner melder historien dog ikke noget om. Villaen er en klassisk sag fra 70erne med 116 kvadratmeter fordelt på fire værelser. Hele molevitten koster 1.145.000 kroner.
Blindgyden
Blindgyden er ellers ikke et sted, man gerne vil ende – om det er i et forsøg på at finde vej eller i en arbejdsmæssig opgave – men det er ikke desto mindre navnet på en vej i et sommerhusområde på Sjællands Odde. Her er et rødt træsommerhus på 74 kvadratmeter – tæt på både Sejerøbugten og Kattegat – lige nu til salg for 1.495.000 kroner.
Flere sjove vejnavne
– Man behøver hverken fly, skib eller hundeslæde for at komme til Grønland i Grenaa.
– Man kan udforske sine magiske evner på Troldmands Allé i Karlstrup.
– Om det er til peber eller en fed motorcykel, så kan alle bo på Kværnen i Aalborg.
– Der må næsten være garanti for brunch med bobler på Mimosavej i Vanløse.
– Boldbanen kan blive det nye hjem, hvis man flytter til Rønnede på Sydsjælland.
– Alle kan ende i Krattet, hvis man køber bolig på denne vej i Holstebro.
– I stationsbyen Støvring kan alle slå rødder – eller bygge dæmning – på Bæveren.
– Med fare for frostbid og spejlstumper i hjertet kan man bo på Snedronningen i Odense.
– Den Røde Plads ligger i dette tilfælde ikke i Moskva, men i stationsbyen Gørding.
Kilde: Boliga.dk
Først publiceret: 18. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 18. februar 2022 kl. 13:52