Pas på kærligheds-svindlere på nettet
Økonomisk afpresning fra digitale bekendtskaber er et stigende problem. Det er beslægtet med grooming og psykisk vold - og kan ramme alle, forklarer psykolog.
Det starter med smiger, opmærksomhed og alverdens rosende ord. En fortrolig, én at tale med og én, der altid lytter.
Men så – ud af det blå – kommer der penge ind i billedet.
Fænomenet hedder kærlighedssvindel, fordi ofrene afkræves penge af digitale bekendtskaber, de antog for at være kærester eller fortrolige.
Alene i første halvår af 2021 blev danskere på den måde bestjålet mere end ni millioner kroner. Det viser tal fra Finans Danmark.
Digitale bekendtskaber
-I virkeligheden er det misvisende at kalde det kærlighedssvindel. For i dag er det alle mulige digitale bekendtskaber, som udnyttes til svindel, siger Michael Busk-Jepsen, der er digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
Forført af en løgner
* Grooming eller kærlighedsbombning er en fællesnævner. Det betyder, at man overøses med opmærksomhed og smiger, så man hurtigt udvikler en nær relation.
* Offeret får gradvis overskredet sine grænser, så svindleren til sidst har trængt offeret op i et hjørne. Svindleren sørger gerne for, at offeret føler sig socialt isoleret, så vedkommende ikke søger hjælp.
* Fordi svindleren har slået en klo i offeret, har offeret svært ved at sige fra og bevæge sig væk fra relationen - på trods af begyndende faresignaler.
* Den samme indledende dynamik ses i nogle parforhold med vold, hvor offeret spindes ind i en fortælling om, at de ikke kan gå fra eller leve uden den anden.
* Som offer får man ændret sin virkelighedsopfattelse, og overser - enten bevidst eller ubevidst - faresignalerne.
* Man bliver eksempelvis parat til at lægge udbetaling til en fælles bolig, en vigtig flybillet eller en medicinregning, selv om man aldrig har mødt den anden.
Kilder: FBI, BBC, psykolog Rikke Papsøe m.fl.
Det kan eksempelvis være folk, man har mødt via nettet eller sociale medier, som man knytter nære bånd til og bliver fortrolig med, forklarer Rikke Papsøe, der er praktiserende psykolog med speciale i selvværd og relationer.
– Fællesnævneren i alle former for kærlighedssvindel er, at der er tillid og følelser på spil. Man udvikler en fælles fortrolighed, hvor offeret kan føle sig som verdens værste person, hvis de ikke hjælper økonomisk, siger hun.
Grooming
En anden fællesnævner ved kærlighedssvindel er, at det begynder med grooming eller “kærlighedsbombning”.
Det betyder, at svindleren overøser offeret med opmærksomhed og komplimenter.
– Man får simpelthen slået benene væk under sig med al den positive opmærksomhed, siger Rikke Papsøe.
Og netop den sårbarhed og stærke tilknytning giver svindleren spillerum.
Afpresning
Det kan enten være regulær afpresning, hvor svindleren truer med at offentliggøre private billeder eller oplysninger, forklarer Michael Busk-Jepsen.
– Men det kan også foregå langt mere subtilt, hvor de beder om økonomisk hjælp eller vennetjenester, siger Michael Busk-Jepsen.
Det kan være, at vedkommende “pludselig ikke kan komme ind på sin netbank” eller “har mistet sit NemId”.
Derfor vil vedkommende overføre penge til dig via MobilePay, hvorefter du “bare lige” skal hjælpe med at betale en regning.
– I virkeligheden indgår du som muldyr i en hvidvask-karussel, hvor svindlerne forsøger at maskere transaktionerne. Det har vi set flere eksempler på, siger Michael Busk-Jepsen.
Han råder derfor til, at du er skeptisk omkring alle former for pengeoverførsler.
Tal åbent om problemet
– Men det vigtigste er næsten, at vi taler åbent om kærlighedssvindel, så folk bliver opmærksomme på problemet, siger Michael Busk-Jepsen.
Rikke Papsøe bakker op og fortæller, at mange ofre oplever skam og føler sig naive.
Derfor afholder nogle sig fra at søge hjælp, på trods af at de allerede tidligt i forløbet har en dårlig mavefornemmelse.
– Og fordi man er blevet viklet ind i relationen, føles det nærmest umuligt at sige nej, når vedkommende angiveligt skal have penge til at hjælpe sin syge datter. Derfor går man med på at overføre pengene, siger hun.
Michael Busk-Jepsen fortæller, at når folk kontakter banken angående svindlen, er det ofte første gang, at de taler med andre om det.
– Til gengæld tager vi svindlernes grundlag fuldstændigt fra dem, hvis vi taler åbent om deres metoder, siger han.
Først publiceret: 10. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 23. februar 2022 kl. 13:21