Konservative Søren Pape hemmelig gift

Søren Pape Poulsen og Josue Medina Vasquez er blevet gift under private omstændigheder på rådhuset. Josue Vasquez har taget Søren Papes efternavn.

Søren Pape og Josue Vasquez har været kærester siden 2013. Brylluppet skulle have stået i 2018 i Viborg Domkirke, men har været udskudt flere gange. Foto: Linda Kastrup, Ritzau Scanpix

Formand for Konservative Søren Pape Poulsen er blevet gift med Josue Medina Vasquez.

Det oplyser Søren Pape Poulsen til Ekstra Bladet.

– Det er helt rigtigt. Vi er blevet viet på rådhuset, skriver han i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.

Hemmeligt gift

Partiformanden siger også til Ekstra Bladet, at parret ikke har sagt til nogen, at de er blevet gift, og at mange af deres venner og bekendte derfor får sig en overraskelse, når de læser om ægteskabet.

Søren Pape Poulsen fortæller, at kun hans forældre var med til vielsen, der altså foregik under særdeles private omstændigheder.

Han vil til Ekstra Bladet ikke oplyse vielsesdatoen.

Ifølge Ekstra Bladet har Josue Medina Vasquez taget partiformandens efternavn, så de nu begge hedder Poulsen.

Af Søren Pape Poulsens hjemmeside fremgår det, at han og Josue Medina Vasques mødte hinanden i Bruxelles i 2013.

Parret har ifølge en klumme i Berlingske været forlovet siden 2015 og brylluppet er blevet udsat flere gange.

Bryllup udskudt flere gange

I 2017 sagde Søren Pape Poulsen eksempelvis, at parret havde planer om at lade sig gifte i 2018.

Søren Pape Poulsen understreger over for Fyens Stiftstidende, at det var vigtigt for dem begge at blive gift i en kirke.

For Josue Medina Vasquez, der kommer fra den Dominikanske Republik, var det vigtigt, fordi to mænd ikke bare bliver gift, der hvor han kommer fra, sagde Søren Pape Poulsen i 2017.

Og kirkedrømmen lever endnu, fastslår partiformanden over for Ekstra Bladet.

Han siger, at de stadig planlægger at blive gift i Viborg Domkirke, og at det bryllup for dem vil være “det rigtige bryllup”.

Nyheden om Søren Pape Poulsen kommer samme dag, som Politiken bringer et stort interview med den konservative partiformand.

I interviewet siger han blandt andet, at han ikke har indgået en aftale med Venstre om en fælles statsministerkandidat fra blå blok inden næste folketingsvalg.

I stedet mener Pape, at det skal være den kandidat med flest mandater i ryggen fra blå blok samlet, der skal være forhandlingsleder, hvis der er blåt flertal.

Søren Pape Poulsen har ikke officielt meldt sig som statsministerkandidat.

Politisk kommentator Hans Engell mener dog, at han med udmeldingen i Politiken er ved at køre sig selv i stilling som en mulig fremtidig statsminister.

Scorede over evne

Den konservative partiformand Søren Pape Poulsen sagde i 2014 til TV2, at han havde scoret over niveau med sin kæreste, Josue Medina Vazquez fra den Dominikanske Republik. Det skete, da han første gang viste sin kæreste frem for offentligheden i Tivoli Congress Center, hvor de Konservative holder landsråd.

Søren Pape og Josue Medina mødte hinanden i Bruxelles, hvor Josue Medina Vazquez arbejdede. Men de to blev forelskede, da Josue besøgte Søren Pape i Viborg.

– Jeg inviterede ham en uge til Viborg – for hans egen regning, vil jeg understrege. Dér fulgte han mig en uge, og vi havde talt meget sammen og skrevet meget sammen, og vi var meget sammen den uge, og så sker den slags, når mennesker fatter sympati for hinanden, siger Søren Pape til TV 2 med et genert smil dengang.

Josue Medina Vazquez er født i Venezuela, hans onkel var præsident i den Dominikanske Republik, og udover at han arbejder som selvstændig indenfor bl.la. rejsebranchen skal han til at arbejde for den Dominikanske Republiks ambassade i Canada.

Kæresten overfaldet

I 2018 var Papes mand, Josue Vasques, indblandet i en meget omtalt hatecrime-sag, hvor en slovakisk advokat kl 3.30 om natten på LA Bar i det indre København i maj 2018 slog justitsministerens forlovede med en knyttet hånd i ansigtet, mens han efter Josue Vasques udsagn sagde: “I don’t like homos (jeg kan ikke lide homoseksuelle, red.)”.

Da den 34-årige slovak blev stillet for en dommer, nægtede han sig skyldig. Ikke desto mindre blev han varetægtsfængslet i særdeles lang tid. Da sagen endelig kom for byretten havde slovakken siddet varetægtsfængslet i 50 dage.

Slovakken var i Danmark for at se VM i ishockey, og i retten forklarede han, at han mødte Josue Medina Vasquez for første gang på LA Bar. Her forsøgte Josue Medina Vasquez ifølge slovakken at flirte med ham ved at tilbyde ham drinks på baren midt om natten.
– Han bød mig på noget alkohol flere gange. Jeg afviste ham. Så kom han og spurgte, om jeg ville gå med ham et andet sted hen, fortalte slovakken.

Josue Medina Vasquez afviste dog pure slovakkens udlægning af sagen, hvilket byretten var enig i. Slovakken blev derfor dømt både i byretten og senere også i landsretten for vold, først 40 dage og udvisning, senere 30 dage og udvisning.

Meget usædvanligt blev voldssagen også taget op i Højesteret, måske fordi sagen havde været så omtalt, og Josue Vasques var forlovet med landets justitsminister på det tidspunkt. Højesteret endte med at idømme den slovakiske advokats en noget mildere dom, nemlig 3o dage og ophævede udvisningen af Danmark.

Først publiceret: 27. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

og