Genkender du dette? Det gør hver 5. dansker

Det er mindre end et halvt år siden, at det nationale symbol til mennesker med demens blev lanceret, men allerede nu genkender 20 procent af befolkningen symbolet.

Står du i køen nede i din lokale dagligvareforretning, er der stor sandsynlighed for, at der en i køen, der kender til det nationale symbol for demens.

Hver femte dansker genkender nemlig allerede symbolet, viser en kendskabsundersøgelse Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark har foretaget blandt 1000 repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover via Norstats panel.

Demensvenligt Danmark

  • Over 85.000 danskere lever i dag med demens.
  • 400.000 er nære pårørende til en person med demens.
  • 200 forskellige demens-sygdomme er registreret - Alzheimers er den mest udbredte.
  • To tredjedele af alle beboere på plejehjem har demens.
  • Hver femte dødsfald skyldes demens.
  • Over 140.000 forventes at lide af en demens-sygdom i 2040.

Læs mere om Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark på bevægelsens hjemmeside.

Det er mindre end et halvt år siden, at det nationale symbol til mennesker med demens så dagens lys.

Godt modtaget

Symbolet er også blevet godt modtaget af målgruppen, mennesker med demens. 5.000 demenskits er allerede blevet distribueret, og der er samarbejde om distribution i 93 af landets 98 kommuner.

”Vi er kommet godt fra start med det nye symbol. Det er vi glade for, men der er stadig rigtig mange, der ikke kender til det. Det bliver et langt sejt træk at få oplyst danskerne, men det er positivt, at vi er kommet godt for land,” siger Lone Harlev, der er sekretariatsleder hos Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.

Plakater i butikker

Et af de næste initiativer at få aktiveret detailbranchen. Her er ambitionen, at fysiske forretninger i hele landet skal have en plakat med symbolet i deres baglokale.

”Vi vil gerne have, at butikspersonale i hele landet kender til symbolet. Derfor ønsker vi, at der skal hænge plakater med symbolet i baglokalerne og personalerummene i alle landets butikker,” siger Lone Harlev.

Indsatsen på detailområdet skal sikre, at mennesker med demens får en god oplevelse, når de foretager sig helt almindelig hverdagsgøremål som at købe dagligvare.

Over halvdelen af de mennesker, der lever med demens og fortsat bor i eget hjem, oplever ifølge deres pårørende udfordringer, når de skal handle

 

Først publiceret: 19. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:33

Se, hvad vi ellers skriver om:

og