Spar tusindvis af kroner inden nytår

Hvis du vil slippe for minusrente eller være strategisk omkring dine skattefradrag, skal du overveje flere ting inden årsskiftet.

Vi nærmer os sidste udkald for at sætte penge ind på pensionskonti i år.

Det nye år nærmer sig, og dermed er det sidste udkald for at skrue på din økonomi i indeværende skatteår.

Det kan lyde tørt og kedeligt. Men faktisk er der tusindvis af kroner at hente.

– Danskerne har rekordmange penge ophobet i bankerne. Derfor opfordrer vi til, at man overvejer, om nogle af pengene står bedre andre steder, siger Anne-Louise Lindkvist, der er kunderådgivningschef i Sampension.

Pensionsopsparing

Første mulighed er at indbetale lidt ekstra på pensionsopsparingen.

 Brug hele spillepladen

* Det danske skattesystem er indrettet sådan, at der ikke er nogle særordninger eller opsparinger, hvor du kan "skyde papegøjen" og spare en formue i skat.

* Derimod er der mange mellemstore fradrag og økonomiske gulerødder placeret rundt omkring.

* Derfor kan det betale sig at være strategisk omkring, hvilke penge man placerer hvor, så man udnytter fradrag optimalt og "spiller på hele pladen".

* Det, der udløser en fordel det ene sted, kan dog udløse en modregning et andet sted. Derfor skal pension, økonomi og skat betragtes som et samlet hele.

* Du kan få professionel hjælp til det regnestykke hos dit pensionsselskab eller en revisor.

Kilder: skatteekspert Henning Boye Hansen fra BDO, Anne-Louise Lindkvist fra Sampension, gennemgang fra Ritzau.

I 2021 er der et ekstra fradrag – altså en økonomisk gulerod – for fradragsberettigede pensionsindbetalinger op til 74.700 kroner.

– De fleste har en pension, som kører med en vis indbetalingsprocent. Men mange tænker ikke over, at den kan boostes, siger hun.

Ekstraordinært fradrag

Den største gulerod får dem, der har 15 år eller mindre til folkepensionsalderen.

Her har regeringen nemlig indført et ekstraordinært fradrag på 32 procent.

– Det har man gjort for, at også folk med mellemstor indkomst får en gevinst ved at indbetale ekstra. Hidtil har det primært været fordelagtigt for folk, der betalte topskat, forklarer Anne-Louise Lindkvist.

Vær opmærksom på, hvilken ordning du booster, tilføjer Henning Boye Hansen, der chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO og har arbejdet professionelt med skat i mere end 40 år.

Der er nemlig et loft for, hvor meget du kan indbetale med fradragsvirkning på en ratepension – men det er mange ikke klar over.

– I min optik bør ratepensionen altid være førsteprioriteten. Men hvis du vil indskyde mere, end hvad der svarer til fradragsloftet, bør den overskydende del indbetales på en livsvarig livrente, siger han.

Aldersopsparing

En tredje mulighed er en aldersopsparing.

Den er især god for folk, som ikke betaler topskat, vurderer Henning Boye Hansen.

– På aldersopsparingen beskattes afkastet lavt, og når du får pengene ud, modregnes det ikke i offentlige ydelser. Så hvis det var mig, ville jeg prioritere pengene hér, siger han.

Hvis du har mange år tilbage på arbejdsmarkedet, må du indbetale 5400 kroner om året. Hvis du har mindre end fem år til folkepensionsalderen, må du indbetale 52.400 kroner.

– Så det er en god måde at få et godt afkast samtidig med, at dine penge står til en billigere beskatning, forklarer Anne-Louise Lindkvist.

Hvis din nuværende indkomst gør, at du er meget afhængig af boligtilskud, børnetilskud og andre offentlige ydelser, kan det tale imod aldersopsparingen.

Penge nu eller senere

For aldersopsparingen er et spørgsmål om penge i hånden nu eller penge i hånden senere.

– Og hvis indbetalingen vil give en markant nedgang i din daglige økonomi nu, er det måske ikke det rigtige valg, siger Anne-Louise Lindkvist.

Aldersopsparingen kan derimod være et godt supplement, hvis du har en mellemstor indkomst og en pæn ratepension eller livrente allerede.

Den vil også give mening, hvis huset er betalt ud, og opsparingen primært trækker negative renter.

Aldersopsparingen er nemlig en såkaldt sumpension. Det betyder, at den typisk udbetales som én samlet pengepose.

– Det giver mening, hvis man vil købe ny bil eller invitere familien med på en rejse. Sideløbende vil rate- eller livrentepensionen være det, der månedligt erstatter ens løn, uddyber Anne-Louise Lindkvist.

Først publiceret: 12. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:18

Se, hvad vi ellers skriver om:

og