Regn og slud ventes fredag og i weekenden

I weekenden forventes mellem to til fem graders varme - lidt mildere end fredagens temperaturer.

Måske er det i denne uge, at man skal synge: "I sne står urt og busk i skjul; det er så koldt derude; dog synger der en lille fugl; på kvist ved frosne rude".

Weekendvejret vil byde på, hvad mange nok vil kalde klassisk dansk vintervejr.

Vejret vil fredag samt i weekenden nemlig byde på nedbør, der vil falde som regn, sne eller slud. Søndag ser det dog ud til, at sneen bliver væk.

Det fortæller Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt fredag morgen.

Her ligger temperaturerne fra frysepunktet til tre graders varme. Og det vil ikke ændre sig særlig meget, fortæller Eriksen.

– Solen får man ikke at se, og hvis der kommer nedbør, bliver det til at starte med i småtingsafdelingen hist og her. Og på grund af den temperatur, vi har, kan det være både regn, slud eller sne, siger han.

Slud eller sne

Ind over den østlige del af landet vil der, som fredagen skrider frem, komme “et mere udbredt nedbørsområde”. Det vil ifølge Jesper Eriksen primært være som slud eller sne.

Sidst på eftermiddagen vil temperaturen mange steder – især på Sjælland – falde til lige under frysepunktet, og sneen vil “for alvor” begynde at lægge sig.

Fredag kan der blive “pletvist sneglat” og fredag aften og natten til lørdag “pletvist sne- eller isglat”.

Når ugen rammer lørdag, vil der til at begynde med være “skyet vejr og blandede nedbørsformer” ifølge Eriksen. Det kan vise sig som både regn, slud eller sne.

Senere vil der komme mildere temperaturer, og sneen forsvinder.

Der vil blive to til fem graders varme. Natten til søndag vil der være mulighed for frost. Her kan der muligvis komme “pletvist isglatte veje”.

Endeligt vil temperaturerne søndag også ligge fra to til fem graders varme med tøvejr. Der vil også blive gråvejr, og der kan “stedvis komme nedbør”.

– Men det bliver så regn eller slud. Nok mest regn, siger Jesper Eriksen.

Natten til mandag ser det ud til, at der ikke kommer nattefrost.

Først publiceret: 10. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:20

Se, hvad vi ellers skriver om: