Derfor skal din støvsuger stå op

Støvsugerens sugeevne kan forbedres, hvis man er mere opmærksom på vedligeholdelsen af maskinen og husker at stille den på højkant i skabet.

Det er vigtigt, at man kun bruger støvsugeren til almindeligt snavs, da maskinen ikke kan tåle andet, siger rengøringsekspert Louise Grønhøj.

Det kan være dybt frustrerende, hvis støvsugeren allerede efter et år eller to ikke længere suger så effektivt.

Men det er ikke altid nødvendigt at udskifte den med en ny for at opnå en god sugeevne igen.

Mange gange skyldes det, at støvsugeren ikke bliver behandlet korrekt. Faktisk kan man forlænge den gode sugeevne en del, hvis bare man husker at skifte støvsugerposen, inden den er fyldt til randen.

Skift posen før den er fyldt

Sådan lyder rådet fra rengøringsekspert Louise Grønhøj, der sælger rengøringsmidler og deler tips via sin virksomhed Basic Clean.

– Man skal være opmærksom på, at posen ikke bliver fyldt helt op, da støvet kan komme ind i motoren på maskinen, hvilket den ikke kan tåle, siger hun.

Samtidig pointerer hun, at det er utroligt vigtigt, at man husker, hvad en støvsuger er beregnet til, da hun oplever, at mange benytter den til andet end almindeligt husholdningssnavs.

– Mange mennesker ignorer, at en støvsuger ikke må tage asken ved brændeovnen eller byggestøvet, hvis man eksempelvis har lagt en væg ned.

– Maskinen kan ikke tåle det. Det er alt for fine partikler, der kommer af aske og byggeaffald. Og så kan det være lige meget at huske at tømme støvsugerposen, for det kommer til at ødelægge maskinen, siger hun.

Skift filtret

Det er også vigtigt, at man er opmærksom på, at filteret i støvsugeren er blevet skiftet, da det også kan påvirke maskinens sugeevne, fortæller Anne Grete Rasmussen, der er indehaver af hjemmesiden Fru Grøn og rengøringsekspert hos Videncentret Bolius.

– Det er vigtigt, at man husker at skifte udblæsningsfilteret. Man får ofte et med, når man køber støvsugerposer, og det er vigtigt, at man skifter det jævnligt, for at støvet ikke kommer rundt i maskinen, siger hun.

Køb den rigtige støvsuger

* Kig på ledningslængden, da det kan være en fordel at have en maskine med en lang ledning, da den ikke skal rykkes rundt til forskellige stikkontakter i hjemmet, men kan placeres centralt.

* Overvej, om du skal have en maskine med ekstra udstyr, da forskellige mundstykker til sofaen eller gardinerne kan gøre rengøringen til en langt mere fornøjelig omgang.

* Vær opmærksom på, at de dyrere maskiner ofte holder bedre. Derfor kan det være en bedre langsigtet investering at købe en kvalitetsmaskine, som ikke skal skiftes så ofte som en fra supermarkedet.

Kilde: Louise Grønhøj, rengøringsekspert og indehaver af Basic Clean.

Dog er det ikke kun i selve maskinen, at der kan opstå problemer med støvsugerens sugeevne, fortæller Louise Grønhøj.

I slangen kan der let sætte sig en hårnål eller andet på tværs, hvilket kan skabe en del ravage. Hår og snavs kan sætte sig fast om hårnålen og skabe en hårbold, som blokerer slangen.

– Det lyder helt vildt banalt. Men det allerførste, man skal gøre, hvis man oplever, at ens maskine suger dårligt, er at tjekke om der sidder noget i slangen. siger hun.

Stil støvsugeren op

Et sidste trick, som kan forlænge maskinens levetid, er, at man opbevarer støvsugeren på højkant inde i skabet, forklarer Louise Grønhøj.

– Det handler om, at man sætter maskinen på baghjul, for så falder snavset ned i bunden af støvsugerposen. Det giver både mere plads i posen, men gør det også sværere for støv at komme ind i motoren, siger hun.

/ritzau fokus/

Først publiceret: 8. november 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 11:18

Se, hvad vi ellers skriver om: