Sig farvel til stangen, mand!

Kampagne vil have mænd til at køre på damecykler. Se her hvorfor

Er du også glad for din cykel?

Cirka syv ud af ti danskere over 60 år kører på cykel, og næsten halvdelen af dem cykler mindst en gang om ugen i sommerhalvåret.
Men når vi kommer op i årene stiger antallet af cykleuheld og -skader især på grund af dårligere balance. Mange uheld sker når man skal af eller på cyklen eller vil undgå en forhindring i trafikken.

“En stor del af uheldene sker, når seniorerne mister balancen, for eksempel når de løfter eller svinger benet højt op for at komme af eller på cyklen. Det gælder både for mænd og kvinder. Derfor skal vi have flere seniorer til at vælge en cykel med såkaldt lav indstigning. Så kan mange uheld og skader undgås,” siger Tina Valter Olsen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

I videoen kan du se, hvordan det nemt kan gå galt.

Vælg den rigtige cykel

Et fald på cyklen gør ondt uanset alder, men som senior kan konsekvenserne være større.

“Et fald på cyklen kan have store konsekvenser. Mens en ung person måske slipper med knubs og blå mærker, så risikerer en person over 65 år at brække hånden, armen eller hoften. Det er skader, som det kan tage lang tid at komme sig over, og som forringer livskvaliteten. Derfor er det vigtigt, at vi forebygger de her uheld, og det kan seniorerne selv være med til ved at vælge en cykel med lav indstigning”, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

Derfor er det vigtigt at vælge den rigtige cykel. Uanset alder er det bedst, at vælge en cykel som det er nemt at komme af og på.

Det betyder, at mænd skal vælge en cykel med lav indstigning, som vi kender det fra damecykler. Flere og flere cykelhandlere kalder da også cyklerne for “unisex-cyklen”, da begge køn bør vælge en cykel med lav indstigning. Stort set alle el-cykler er med lav indstigning.

Først publiceret: 7. november 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 11:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

og