Giv haven smuk kulør i de grå måneder
Haven behøver ikke at blive trist at se på i efteråret, når sommerens grønne farver forsvinder. Gartnere har råd om, hvilke planter og buske der er gode nu.
En frodig og grøn sommer er forbi, og kulden er indtruffet med efteråret. Det betyder også, at du som haveejer nu står med en helt anderledes have, og måske synes du, den mangler lidt liv og farve i den mørke og kolde tid.
Det er der heldigvis råd for. Med ganske få planter og buske, der trives i efterårsvejret, kan du nemlig give haven flotte lyspunkter.
Anlægsgartner hos Haveselskabet Anja Kelvin anbefaler for eksempel stauderne høstasters, der kan fås i alt fra hvid til pink, og kæmpestenbræk.
Mens de fleste planter afblomstrer, har stauderne nu deres højdepunkt og kan blive overdådige, siger Anja Kelvin.
Brug for lyspunkter
– Nu hvor dagene bliver kortere, og det bliver mørkt og gråt, har vi de her lyspunkter i haven, som øjnene falder på, og hvor man får den her oplevelse af: “Ej, hvor er det træ utroligt smukt”.
Plant dette i efterårshaven
* Høstasters: Blomstrer i oktober og november. Den findes i mange forskellige varianter i alt fra hvid til pink og mørkelilla. Den er nem at holde, ligesom den er god for insekter og småfugle i haven.
* Japansk ahorn: Står med høstfarver et stykke ind i efteråret og bliver helt rød. Den er åben i struktur og passer godt til en villahave.
* Hvid kornel: Har knaldrøde grene og skiller sig meget ud i efteråret. Farven beholder den helt frem til foråret, når den springer ud igen.
* Benved: Løvfældende busk, der bliver postkasserød i efteråret. Bærer frugter i pink og orange.
* Kvalkved: Busk på cirka to meter, som får røde bær og høstfarver i oktober og november. Den får hvide blomsterskærme i foråret.
* Kæmpestenbræk: Findes også i flere varianter. Gartner Anja Kelvin anbefaler herzblättrige, der også blomstrer i foråret.
* Japansk glasbær: Står med lilla bær i efteråret og langt hen i vinteren. Bliver ikke voldsomt høj og er nem at holde.
Kilder: gartner Rie Birk Lauridsen og anlægsgartner Anja Kelvin.
– Det er lidt det samme, der sker i foråret efter en lang vinter, når påskeliljerne kommer i skrigende gult. Selv om man måske ikke er så begejstret for farven gul, elsker man dem, fordi vi har behov for den oplevelse af, at noget lyser op.
– Det er det samme som blomstrende stauder gør, nu hvor alt andet ligesom har takket af. Så kommer der et nyt boost, siger Anja Kelvin.
Også busken japansk glasbær, der i efteråret og det meste af vinteren står med lilla bær, giver et flot snit til haven. Den bliver et par meter høj og er derfor nem at holde.
Anja Kelvin fremhæver også japansk ahorn, der har flotte høstfarver i efteråret.
– Mange af dem bliver helt røde nu. De har de her fantastiske røde og orange blade, som virkelig lyser op nu, især på en solskinsdag, siger hun.
De er alle taknemmelige planter, som man kan sætte de fleste steder i haven, fortæller hun. De er forholdsvis nemme at tage sig af.
Planteskolegartner Rie Birk Lauridsen, der driver virksomheden Haverådgivning, er glad for hjemmehørende buske og planter, og her er der også mange farver at hente.
Farver i en vild have
– Man kan sagtens få efterårsfarver ind i haven, selv om man har en vild have. Man kan bruge buske og træer, som naturligt får nogle fantastiske farver.
– Jeg vil foreslå benved. Den bliver fuldstændig postkasserød her om efteråret, og så har den de her frugter, der er både pink og orange. Det er virkelig en farveklat. Helt naturligt hjemmehørende med masser af hjemmehørende insekter, siger Rie Birk Lauridsen.
Jo flere forskellige planter, buske og træer, du planter, jo flere oplevelser vil du få i din have.
– Man kan sagtens bruge en plante, der har lyse blade, i et mørkt hjørne og i det hele taget skabe variation og farvespil, siger hun.
Er du helt ny haveejer, er det en god idé at få et overblik over din have, inden du begynder at designe den, fortæller Anja Kelvin.
Du kan for eksempel tage billeder af din have om eftermiddagen hver 14. dag for at finde ud af, hvor der er lys, og hvor der er skygge.
– Så gå i gang næste år, når du har været der i et halvt år. Så kan du se, hvor dyb skyggen er under det træ, eller hvor mange timers sol du har derovre. På den måde får du det dokumenteret, siger Anja Kelvin.
/ritzau fokus/
Først publiceret: 1. november 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 11:12