Efter kræftsygdom: Rudolph bliver Knæk Cancer-vært

Andrea Elisabeth Rudolph er for få uger siden selv blevet erklæret kræftfri efter hun blev ramt af brystkræft i foråret. Nu skal hun sammen med Natasja Crone og Louise Wolff være vært på "Knæk Cancer" den 30. oktober.

Andrea Elisabeth Rudolph ved premieren på den nye James Bond film, tre dage før hun fik besked om at hun nu var kræftfri. Filmpremieren var også hendes første offentlige fremtræden siden hun blev ramt af brystkræft. Foto: Christensen Klaus Bo/ Ritzau Scanpix

I begyndelsen af 2021 fik Andrea Elisabeth Rudolph konstateret brystkræft.

Efter et opslidende behandlingsforløb blev hun erklæret kræftfri i begyndelsen af oktober, og hun er nu klar til at gøre en forskel for andre, der er ramt af den frygtelige sygdom.

Sammen med Crone og Louise Wolff skal hun stå i spidsen for TV 2’s store indsamlingsshow “Knæk Cancer Live” den 30. oktober.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

– Nu hvor jeg selv har stået midt i et sygdomsforløb, har jeg mærket på egen krop, at det betyder alverden, at der bliver gjort en kæmpe indsats for at blive endnu klogere på kræft, så man kan skabe bedre behandling og støtte, siger Andrea Elisabeth Rudolph i en pressemeddelelse.

– Den slags er desværre ikke gratis, så det er vigtigt, at vi får samlet en masse penge ind, lyder det fra hende.

Kræft rammer hver tredje dansker.

Andrea Elisabeth Rudolph har været meget åben omkring sit sygdomsforløb.

I et interview med Euroman i sommer fortalte hun, at hun tilbage i januar mærkede en knude på størrelse med en vindrue under sin venstre armhule.

Dagen efter ringede hun til sin læge, som straks sendte hende til videre udredning på Rigshospitalet.

Brystkræft var diagnosen efter mammografi, skanninger og biopsier.

Fik fjernet brystet

Hun har fået kemoterapi og har siden fået fjernet brystet.

– Når du får konstateret kræft, banker døden på. Det betyder ikke, at du skal dø. Men du er lige inde og røre ved spørgsmål som: “Hvor lang tid har jeg tilbage?”, fortalte hun i interviewet med Eurowoman.

I alt har 354 projekter fået penge fra “Knæk Cancer” siden 2012. Blandt andet er der siden 2017 med støtte fra “Knæk Cancer” oprettet 11 nationale forskningscentre, som har fokus på vigtige områder inden for kræftforskningen, heriblandt immunterapi, stråleterapi, senfølger, lungekræft og børnekræft, skriver TV 2.

/ritzau/

Først publiceret: 21. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 11:02

Se, hvad vi ellers skriver om: