Sidste udkald før vinteren rammer haven

I november skal havens træer og planter klargøres til de allerkoldeste måneder. Samtidig kan du bruge nedfaldsbladene til kompost.

Nedfaldsbladene kan blive den bedste kompost, hvis man enten smider dem på kompostbunken eller river dem sammen og lægger dem ind under buske og hække.

Vi er på vej til november. Og haven i november kan ved første øjekast være en grå og kedelig omgang.

Vækstsæsonen er slut, bladene er mestendels faldet af træerne, og vejrudsigten byder som oftest på både regn og blæst.

Men faktisk behøver november ikke at være en grå og kedelig måned i haven, siger Louise Møller, der er gartner og havefaglig rådgiver i Haveselskabet.

– November er eksempelvis en rigtig god årstid at plante barrodsplanter. Fordelen ved barrodsplanter er, at de er væsentligt billigere end at købe planter i potter, siger hun.

Det kan eksempelvis være hækplanter, som købes barrodet – såsom bøg, spiræa og liguster, tilføjer Arne Persson, der er gartner med 50 års erfaring og plantefaglig rådgiver hos Plantorama.

– November er god, fordi planterne har afsluttet deres vækst og er påbegyndt indvintringsprocessen. Derfor bliver de mindst muligt generet af en flytning, siger han.

Hvis du derimod synes, at haven mangler lidt tulipaner eller narcisser, kan du også godt nå det.

På den måde vil de spire til foråret.

– Men november er absolut sidste udkald for udplantning af løg, understreger Arne Persson.

Saml bladene i komposten

I november skal du også forholde dig til alle de nedfaldsblade, havens buske og træer har smidt.

I stedet for at betragte dem som haveaffald råder Louise Møller til, at du bruger dem strategisk.

– Nedfaldsbladene kan blive den bedste kompost, hvis man enten smider dem på kompostbunken eller river dem sammen og lægger dem ind under buske og hække, siger hun.

På den måde vil regnorme og andet mikroliv nemlig automatisk omsætte bladene til ny næring, på samme måde som hvis du lader afklippet græs blive liggende på plænen.

– Så det er synd, hvis man bare kører nedfaldsbladene på genbrugsstationen, siger Louise Møller.

Skærm sarte planter for frosten

En sidste vigtig ting i novemberhaven er vintersikring af planter og træer.

Det gælder eksempelvis nyplantede træer eller hækplanter, som gerne er bundet op til én eller flere støttepæle.

– Tjek, at opbindingerne stadigvæk sidder, som de skal. Ellers kan blæsten simpelthen rykke planten i stykker, når det er regn og rusk, siger Arne Persson.

Sørg også for, at sarte planter er skærmet tilstrækkeligt mod begyndende frost.

Det gælder især middelhavsplanter og planter, som ikke står direkte i jorden, men i krukker og altankasser eller på terrassen.

– Citrusplanter, oliven og middelhavsplanter er generelt ikke glade for frost. Så træk dem som minimum ind til husmuren, og tildæk krukken omhyggeligt, så du holder på fugten og varmen, lyder rådet fra Arne Persson.

Tildækningen kan bestå af grangrene, fiberdug eller tekstildug.

Ifølge Arne Persson er det egentlig ikke så vigtigt, præcis hvad du overdækker med – men at du i det hele taget overdækker med noget.

– Alt hjælper i den forstand, at det skærmer mod den kolde vind, som sænker temperaturen i krukken. Så alene det, at man dækker planten til, giver den bedre forudsætninger for at overleve vinteren, siger Arne Persson.

Først publiceret: 18. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

og