Disse tips får græsplænen helskindet gennem vinteren
Eftersåning, gødning og udluftning er afgørende, hvis græsplænen skal klare sig bedst muligt gennem vinteren.
Frost, sne, nedbør og slitage fra børnebørnenes sneboldkampe og kælketure. Vinteren er hård kost for græsplænen. Derfor skal den gerne have lidt kærlig omsorg i efteråret.
Det siger Anne Mette Dahl Jensen, der er ph.d. i biologi, forhenværende seniorrådgiver i plænegræs ved Københavns Universitet og nuværende udviklingschef ved den globale frøvirksomhed DLF.
– For nogle er det okay med ukrudt og brune pletter. Men hvis man gerne vil have en plæne uden ukrudt og døde pletter efter vinteren, kræver det en indsats, siger hun.
Efterså med græsfrø
Første trin er at efterså med græsfrø i det tidlige efterår.
På den måde vil der være en større chance for, at de rigtige græsser er i plænen, når den går ind til vinteren.
– Desuden vil der ligge en frøbank af græs i jorden, som vil spire i foråret, hvis der opstår huller hen over vinteren, forklarer Anne Mette Dahl Jensen.
Hvis man derimod ikke eftersår og skaber en tæt plæne, vil ukrudt som etårigt rapsgræs gøre, at plænen kommer dårligere ud af vinteren – med huller, som giver plads til andet ukrudt såsom bellis og mælkebøtte.
Husk også at sætte klippehøjden et nøk op, når du klipper græs sidste gang før vinteren, siger Louise Møller, der er gartner og havefaglig rådgiver i Haveselskabet.
– Vejr og temperatur afgør, hvor længe græsset fortsætter med at gro. Men græsset skal helst have lidt længde, så det er mere robust, råder hun.
På den måde har græsset nemlig størst mulig rodmasse, som er en fordel for vinteroverlevelsen.
Græsset stagnere i kulden
Græsset vil typisk stagnere i sin vækst, når temperaturen daler. Den eksisterende bladmasse vil dog stadig producere kulhydrater, som lagres i rødder og stængelbasen, tilføjer Anne Mette Dahl Jensen.
– På den måde kan man sige, at græsset går ind i vinteren med den størst mulige madpakke, siger hun.
Nogle haveejere vælger at gøde plænen til efteråret.
Men det er faktisk ikke så godt, forklarer Anne Mette Dahl Jensen.
– Problemet ved at gøde i efteråret er, at det stimulerer væksten. Og det er ikke så godt, da græsset helst skal vinterhærde og i stedet bruge stofferne fra fotosyntesen som vintermadpakke, siger Anne Mette Dahl Jensen.
Væk med nedfaldsblade
Din græsplæne kan få sneskimmel
* Sneskimmel er en velkendt svampesygdom i græsplænen.
* Modsat mange svampearter trives sneskimmel ved lave temperaturer, og sneskimmel er derfor primært et vinterfænomen.
* Sneskimmel kan vokse frem i de kolde, fugtige og mørke betingelser under et snedække. Men sneskimmel kan også vokse frem, hvis plænen henligger under et tæt lag af nedfaldsblade.
* Svampesporerne sætter hvide tråde, spindelvævsagtige mønstre eller gullige cirkler. Til foråret fremstår græsplænen med brune og døde pletter.
Kilder: gartner Louise Møller, biolog Anne Mette Dahl Jensen, Videncentret Bolius m.fl.
Til gengæld råder eksperterne til, at du smøger ærmerne op og rydder plænen for nedfaldsblade.
Normalt udgør de god kompost. Men lige på græsplænen er det ikke så godt.
– Der behøver ikke at være pinligt rent, men et tykt lag blade skaber et mørkt og fugtigt miljø, som øger risikoen for svamp og sneskimmel, siger Louise Møller.
Desuden forhindrer det vinterhærdningen, når græsset ikke får lys, tilføjer Anne Mette Dahl Jensen.
Udover sneskimmel er mos også en velkendt problematik.
Her kan det være lige drastisk nok at skulle fælde store træer for at fjerne fugt og skygge.
Prikke hul på plænen
Til gengæld kan du som haveejer manuelt prikke huller i plænen med en greb og eventuelt give en topdres med sand.
– Det giver luft til rødderne og kan afhjælpe nogle af fugtproblemerne, forklarer Anne Mette Dahl Jensen og tilføjer:
– Af samme årsag har man på professionelle golfbaner maskiner, som prikker en masse små lufthuller i hele plænen.
/ritzau fokus/
Først publiceret: 12. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:54