Touren: Kronprinsen fik gul førertrøje
Kronprins Frederik er på besøg i Paris i forbindelse med præsentationen af den samlede rute for cykelløbet Tour de France 2022, der til næste år indledes i Danmark.

Kronprinsen var til stede i koncerthuset Palais de Congrés, da løbsdirektør Christian Prudhomme løftede sløret for den samlede rute for Tour de France 2022.
Løbsdirektøren overrakte i forbindelse med rutepræsentationen cykelløbets nye, gule førertrøje til Kronprinsen.
Du kan se prinsen få overrakt den gule trøje her
Tale på flydende fransk
I forbindelse med rutepræsentationen holdt Hans Kongelige Højhed en tale, hvorefter der blev vist en video om danske cykeltraditioner med titlen ”Danmark – et cykelland” for de fremmødte i Palais de Congrés.
Talen foregik naturligvis på flydende fransk og sluttede med et “Vive le Tour de France!”.
Du kan læse Kronprinsens tale her
Tour-ruten i Danmark
Cykelløbets første tre etaper finder sted i Danmark den 1.-3. juli 2022 under titlen ”Grand Départ Copenhagen Denmark”.
Tour de France er verdens største cykelløb, og det er første gang, at dele af ruten afvikles i Danmark. Rutepræsentationen satte derfor særligt fokus på Danmark og den særlige danske cykelkultur, der er kendt i hele verden.
Cykelløbet indledes med en 13 kilometer lang enkeltstart i København. Anden etape går fra Roskilde over Storebæltsbroen til Nyborg og tredje etape videre fra Vejle til Sønderborg. I alt skal der tilbagelægges 394 kilometer af cykelløbet på dansk jord.
Først publiceret: 14. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:57