Rejsevejledning droppet: Det skal du passe på

Selvom der er godt nyt om droppede coronavejledninger til de rejselystne, så er der fortsat én faldgrube, man skal være opmærksom på, hvis man er ved at booke efterårsferie.

Tjek med dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse og eksempelvis nyde solen sydpå.

Farverne forsvinder i Udenrigsministeriets rejsevejledninger fra på fredag, men forsikringsselskabet Topdanmark opfordrer fortsat sine over 500.000 privatkunder til at besøge ministeriets hjemmeside, hvis de planlægger at rejse i efterårsferien.

“Det er godt nyt, at vi i Danmark ophæver coronarejsevejledningerne, men der er fortsat et voksende antal lokale regler og restriktioner, som både kunder og vi som selskab skal navigere i,” siger Carsten Elmose, privatdirektør i Topdanmark.

“Det er ofte dem, vi oplever, der skaber flest bekymringer, og af samme årsag har vi indsat ekstra mandskab i vores skade- og kundecenter, så vi er klar til at svare på spørgsmål om de mange specifikke scenarier,” siger han.

Vær opmærksom på lokale krav om vaccine eller test

Lokale restriktioner på destinationen kan have betydning for mulighederne for at gøre brug af afbestillingsforsikringen.

Det gælder dog kun, hvis man er ved at booke en rejse netop nu.

Er der krav om, at man eksempelvis skal være vaccineret eller testet ved indrejse på det tidspunkt, hvor man booker rejsen, er det kundens eget ansvar at sikre, at man lever op til kravene.

“Kort sagt, kan man sige, at årsagen til “skaden”, det vil sige afbestilling, ikke må være kendt eller tilstede på forhånd. Det er et grundprincip i forsikring. Det gode råd er derfor meget simpelt: Vær opmærksom på eventuelle lokale restriktioner, for eksempel krav om test eller vaccine, når man booker rejsen,” siger Carsten Elmose.

“I en situation, hvor der ingen restriktioner er på destinationen, når man booker rejsen, men hvor de bliver indført efterfølgende, er vi naturligvis klar til at hjælpe, og kunder kan benytte deres afbestillingsforsikring på normale vilkår,” siger han.

Tjek fortsat rejsevejledninger

Udenrigsministeriets rejsevejledninger er fortsat et godt sted at søge information, da de har opdateret info om lokale restriktioner i hvert land.

“Vores rejseforsikring baserer sig på myndighedernes anbefalinger, også de lokale. Det, synes vi, er det mest fair og transparente princip for vores kunder,” siger Carsten Elmose.

Du kan altid få hjælp på selve rejsen

Selve rejseforsikringen, som hjælper ved sygdom eller akutte situationer som evakuering eller krav om karantæne, når man er taget afsted, skal man dog ikke være bekymret for.

“I princippet er vi nu tilbage i en normal tilstand, som det så ud før coronapandemien. Det vil sige, at rejseforsikringen dækker på helt normale vilkår, og covid-19 er sidestillet med hvilken som helst anden sygdom”, siger Carsten Elmose.

“Den praksis har vi haft i Topdanmark gennem længere tid, som betyder, at meldingen om ophævelse af coronarejsevejledninger ikke ændrer på mulighederne for at få hjælp, når man er taget afsted rejsen,” siger han.

Sådan er du dækket

Sådan dækker rejseforsikringen i  for eksempel Topdanmark:

  • Man kan få hjælp fra rejseforsikringen, hvis man bliver syg eller smittet med corona på rejsen eller bliver sat i karantæne.
  • Man kan få hjælp fra rejseforsikringen, hvis man bliver syg eller smittet med corona før rejsen, også hvis sygdom skyldes eftervirkning fra vaccination.

Først publiceret: 14. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 14. oktober 2021 kl. 9:27