Mere valgfrihed til boligejere: Vælg selv om du vil låne til boligskat

Boligejere har hidtil automatisk fået indefrosset stigninger i grundskyld, men fra om to år skal de selv træffe et valg. Boligøkonom opfordrer til at du ser på det allerede nu

Flere end halvdelen af danske boligejere skylder penge til deres kommune, og mange er ikke bevidste om det. De har siden 2018 automatisk fået indefrosset stigninger i grundskatten. Men nu er der en ændring på vej, som gør, at alle bliver klar over det. Om to år ophører nemlig automatikken, og så skal enhver på deres forskudsopgørelse tage stilling til, om de stadig vil låne til stigninger i boligskatterne, eller om de vil betale med det samme.

Skatteministeriet og Vurderingsstyrelsen har endnu ikke offentligt berettet om den nye ordning, men de har ringet til en række eksperter for at fortælle om, hvad der er på vej. En af dem er boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit. Hun opfordrer boligejere til allerede nu at overveje, hvad de vil gøre.

“Siden 1. maj i år har man kunnet indfri den indefrosne grundskyld. Hvis en boligejer har mange penge stående i banken til negativ rente, og der ikke er udsigt til, at han eller hun skal bruge dem i de kommende år, så kan det være fornuftigt allerede nu at betale gælden til kommunen”, råder Lise Nytoft Bergmann.

Der indføres rente

Indefrysningen af stigninger i ejendomsskatten begyndte for 3 1/2 år siden og var da obligatorisk. Men mange danskere har det sådan, at de gerne vil betale, hvad de kan og ikke skylde til det offentlige. Derfor kom der i år muligheden for at indfri gælden og stoppe fremtidig indefrysning.

Valgfriheden udvides så fra forskudsopgørelsen for 2024. Her skal boligejere direkte tage stilling til, om de vil låne eller ej.

Fra 1. januar 2024 begynder der også at løbe renter på lånet. Indtil da er det rentefrit. Nytårsdag 2024 er en skæringsdag – da træder de nye boligskatter i kraft, som politikerne indgik forlig om tilbage i 2017.

Billigt lån

Boligøkonom Lise Nytoft Bergmann

Pensionister får ikke bare indefrosset stigningen i de samlede boligskatter. De kan også låne til den resterende del af ejendomsskatten til en lav rente. Det er ganske valgfrit for dem.

Renten er i år kun 0,47 %. Det er den samme metode, som ”pensionistrenten” opgøres ud fra i dag, der fra 2024 kommer til at gælde for alle indefrosne boligskatter.

“Det er så lav en rente, at hverken banker eller realkredit kan konkurrere med den. Det er den billigste måde at låne på. Har man brug for pengene, er det derfor oplagt at låne til stigningen i boligskatten og for pensionister også at låne til det resterende beløb til grundskyld”, siger Lise Nytoft Bergmann.

Ingen fortrydelse

Der er ingen omkostninger forbundet med pensionisters og andres lån til ejendomsskat. Men Lise Nytoft Bergmann siger, at man aldrig skal låne penge, som man ikke har brug for.

“Derfor vil det være oplagt for nogle at betale den indefrosne grundskyld allerede nu. Man skal bare være klar over, at man ikke kan låne igen for årene tilbage, hvis man alligevel får brug for pengene”, advarer Lise Nytoft Bergmann.

Hun tilføjer, at hvis man fortryder, så kan man tilmelde sig indefrysning igen for årene fremover.

Pensionister kan måske låne lidt mindre

Mange kommuner giver deres pensionister mulighed for at låne ikke bare til hele grundskylden, men også til renovation og rottebekæmpelse. Men nogle steder i landet kommer pensionisterne måske selv til at betale de beløb fra 2024. Det advarer boligøkonom Lise Nytoft Bergmann om.

“Der sker en omlægning, så Vurderingsstyrelsen overtager den tidligere indefrosne grundskyld fra kommunerne. Men det gælder ikke renovation og rottebekæmpelse. Jeg kan godt forestille mig, at en række kommuner så ikke længere vil administrere lån til de to beløb”, siger Lise Nytoft Bergmann.

Læs mere om lån til ejendomsskatter i  pensionisters ejerboliger 

 Så mange skylder grundskat

  • I mere end 50 % af de 1,8 millioner ejerboliger i Danmark er der indefrosset stigninger i grundskyld. Det gælder både hos ikke-pensionister og pensionister.
  • I gennemsnit var der ved udgangen af 2020 indefrosset 3.600 kr. pr. berørt bolig.
  • I kommuner som Rudersdal, Hørsholm og Gentofte er der indefrosset mere end 10.000 kr. pr. bolig.
  • Boligejerne har siden 2018 maksimalt skulle betale 200 kr. mere pr. år i grundskat – resten er indefrosset.
  • Det indefrosne beløb forfalder til betaling senest ved salg af boligen.
  • På din årlige ejendomsskattebillet kan du se, hvor meget der indefryses det pågældende år.
  • I e-Boks modtager du hvert år en årsopgørelse over det samlede indefrosne beløb siden starten i 2018.
  • Er du i tvivl kontakt din kommune.

Kilde: Blandt andre Finans Danmark, der er interesseorganisation for banker og andre finansvirksomheder

Først publiceret: 9. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:53

Se, hvad vi ellers skriver om: