Slut med anonyme taletidskort
Fra nytår skal du oplyse dit navn og cpr-nummer, hvis du vil købe et taletidskort, som mange bruger i sommerhuset. Ændringen er for at komme kriminalitet til livs.
Regeringen vil stoppe anonyme taletidskort fra nytår, fordi mange kriminelle bruger de anonyme telefonnumre, der følger med. Det kommer til at få betydning for mange danskere, der bruger taletidskortene i deres sommerhus.
Det er flere domme fra EU-Domstolen, der har medført den nye ændring af taletidskortene sammen med en større overvågning af danskernes tale- og internetdata.
Mange danskere bruger de hurtige og nemme taletidskort til mobilen, som kan købes i kiosker og supermarkeder, til varmepumpen i deres sommerhus. Ved at sende en SMS-besked kan de sende en besked, så varmen er tændt, når de kommer til deres sommerhus.
Turister og sommerhusejere
Mange turister, der vil undgå en stor mobilregning i deres ferie, bruger også de nemme taletidskort. Det er populært at bruge et taletidskort, når man er på ferie, for så undgår man at bruge sit eget mobil abonnement samt undgår at betale dyr roaming ved at tale eller gå på nettet.
I alt regner man med at cirka 100.000 bruger taletidskort i Danmark.
Desværre har taletidskortet også altid været populært at bruge blandt kriminelle, som på den måde undgår at blive sporet af politi og myndigheder. Og det er netop denne trafik, som justitsministeren ønsker stoppet, men det rammer så også alle andre brugere af taletidskort.
Så fra 1.januar 2022 vil man ikke mere kunne købe et uregistreret taletidskort. Herefter skal man registreres med et cpr-nummer og navn, ligesom hvis man skal med alle andre mobiltelefoner.
»Formålet er at sikre en entydig identifikation af relevante personer og effektivt understøtte målrettet personbestemt logning. I perioder, hvor der foretages målrettet logning, vil det være afgørende, at de rette personer logges,« skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Først publiceret: 8. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:51