Er kæledyr i sengen en god idé?

Mange hunde og katte sover i deres ejermænds seng. Men er det en god idé og kan sygdomme og bakterier fra kæledyr i sengen overføres til mennesker?

Det er så hyggeligt, når hunden eller katten sover i sengen. Men det er ikke så sundt.

Det kan være hyggeligt at vågne op med hunden i sengen, men sundhedsmæssigt kan det være en farlig fornøjelse.
Selv om kæledyr kan give stor glæde i familien, kan der bag det søde ydre gemme sig en række sygdomme og sygdomsfremkaldende bakterier, der kan gøre dig og din familie syg.

Der er en langt større udveksling af mikroorganismer fra kæledyr til menneske, når man deler seng, så derfor bør man ikke sove med sit kæledyr.

Hvilke bakterier og sygdomme kan du få fra dit kæledyr?

Nogle af sygdommene er forholdsvis uskadelige for voksne, mens andre er mere alvorlige.

Bolius - få gratis råd om din bolig

SeniorNews samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.

Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.

Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.

Hver fjerde af alle raske hunde er inficeret med farlige antibiotika-resistente bakterier, som kan gøre mennesker meget syge. Det viser en undersøgelse fra efteråret 2008 foretaget af Det Biovidenskabelige Institut på Københavns Universitet.

En anden dansk undersøgelse har vist, at hver femte hundehvalp er bærer af campylobacter-bakterier, som giver mennesker mavesmerter og voldsom diarré.

Kan hunde smitte mennesker med campylobacter?

Du bør være opmærksom på, at du kan få campylobacter-infektioner fra fersk kød, og du bør tænke på, at bakterierne også findes i hunde. Det er bl.a. tidligere blevet påvist, at ejerskab af kæledyr er en risikofaktor for campylobacter-infektioner, primært hos børn.

Hunde kan bl.a. også smitte dig med leptospirose, samt spole- og bændelorm. Fra katte kan du bl.a. blive smittet med CSD (Cat-scratch disease), der kan forårsage dødelige skader på lever, nyre eller milt.

Har børn har større risiko for at blive smittet af kæledyr?

Børn har en større risiko for at blive smittet af kæledyrene, fordi deres immunforsvar ikke er så veludviklet som voksnes. Derudover er børnenes kontaktflade med dyrene større end voksnes.

Barriererne mellem kæledyret og barnet er mindre, så de har mere kontakt end voksne, og børn er heller ikke opmærksomme på, at der er en risiko for smitte.

Kan god hygiejne mindsker smittefare fra kæledyr?

Det er en god idé at tage nogle forholdsregler, når du har kæledyr. Flere forskere råder kæledyrsejere til at bruge deres sunde fornuft til at formindske risikoen for evt. sygdomme. Det betyder, at du ikke skal lade hunden eller katten kysse dig, at du skal vaske hænder efter at have leget med dit kæledyr, og at du jævnligt skal få dyret tjekket hos dyrlægen.

Hunden og katten bør også holdes væk fra køkkenet, når du laver mad, da de kan overføre smitte via evt. kontakt med madvarerne eller de bordflader, du arbejder ved. Derfor er det en god idé at desinficere bordfladerne, inden du begynder madlavning, hvis dyrene har været i køkkenet.

Det bedste er ikke at dele seng med dit kæledyr, men nænner du ikke at smide dyret ned fra sengen, skal du sørge for hyppigt at skifte sengetøj.

Kan hunde og katte i sengen give allergi?

Astma-Allergi Forbundet vil heller ikke råde hunde- og katteejere til at sove i samme seng som dyrene, selvom der ikke umiddelbart er dokumentation for, at kæledyr i sengen forhøjer risikoen for allergi.

Det giver til gengæld et meget forhøjet antal af allergener i sengen, hvis du sover med dyr, men der er ikke dokumentation for at sige, at flere allergener giver større risiko for allergi.

Hygiejnemæssigt er det også problematisk med dyr i sengen, da de ikke er rene. Der vil både være bakterier og rester af urin og afføring på dyret, som kommer ned i sengen.

Hvordan vænner du dit kæledyr fra at sove i sengen?

Hvis du gerne vil have vænnet din hund eller kat af med at sove i sengen, kan du gøre det gradvist ved at få den til at lægge sig i en kurv eller på et tæppe, når du går i seng. I de følgende dage skal du få den til at blive liggende på gulvet i længere og længere tid ad gangen, og til sidst vil hunden eller katten have lært at blive liggende i kurven eller på tæppet.

Sovepladens bør være lige ved siden af din seng i starten, men efterhånden kan du eventuelt gradvist rykke pladsen længere og længere væk fra sengen.

Antal kæledyr i Danmark

40 procent af de danske familier holder kæledyr, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik fra år 2000. Siden er der ikke blevet lavet nye opgørelser.

Ifølge undersøgelsen holder ca. 880.000 familier et eller flere kæledyr, hvor hunden er den mest populære – i alt 450.000 familier holder i alt 550.000 hunde. Der er 650.000 katte i de danske familier, og de er kæledyr i ca. 370.000 familier.

Andre kæledyr er især fugle og akvariefisk, som befinder sig hos henholdsvis 120.000 og 80.000 familier, men også kaniner hos ca. 70.000 familier og marsvin i 30.000 holdes i et vist omfang.

Læs opgørelsen over kæledyr fra Danmarks Statistik

Først publiceret: 16. september 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:32

Se, hvad vi ellers skriver om: