Pas på: Nu kan det koste dyrt at handle på nettet

Billige varer er lette at finde i webbutikker i Kina, USA og andre lande uden for EU. Men se dig godt for, før du køber. Det kan ende dyrt med moms, told og gebyrer fra 1.juli.

I næste uge rammer en ny virkelighed de mange danskere, der har været vant til at købe billige varer fra især Kina, men også USA og Storbritannien.

Bagatelgrænsen på 80 kroner forsvinder nemlig pr. 1. juli, og det betyder, at varer, der er købt uden for EU og har en værdi på under 80 kr., fremover også bliver pålagt moms og gebyrer.

Hvis du ikke er opmærksom på den nye regel, så risikerer du at få en ordentlig efterregning.

Derfor er det en god ide at overveje om det ”billige køb” nu også er både moms og et gebyr til transportøren værd.

Et priseksempel

Køber du et par høretelefoner i en kinesisk netbutik for 40 kroner inkl. fragt. Men når du modtager høretelefonerne, så ender den samlede pris på 200 kroner, fordi du også skal betale moms og et gebyr til transportøren.

Varer købt uden for EU tillægges nemlig 25% moms, og derudover kommer der et transportørgebyr oven i prisen, som typisk er mellem 150-250 kr.

Det skal du tjekke

Køber du varer online, skal du altid dobbelttjekke, hvor dine varer bliver sendt fra.

Handler du i en webshop uden for EU, har du nemlig ikke samme muligheder for at fortryde dit køb eller klage over det. Og afgifter kan gøre dit køb virkelig dyrt.

En hjemmeside kan godt være på dansk og have en adresse, der ender på .dk, selv om du handler udenfor EU.

Derfor skal du altid tjekke, hvor varen bliver sendt fra, før du trykker køb. Kan du ikke se, hvor varen bliver sendt fra, så kontakt webbutikken og spørg dem.

Afgifter og gebyrer

Køber du varer online i en butik uden for EU, skal du betale told, moms, punktafgifter og importgebyr oven i varens pris.

Told, moms og afgifter afhænger af, hvilken type vare du har købt og værdien af varen.

Fragtselskabet opkræver derudover et importgebyr for at beregne de tre ting: told, moms og punktafgifter.

Fragtfirmaerne bestemmer som hovedregel selv, hvad de vil kræve i importgebyr, men gebyrerne ligger typisk på 125-250 kroner.

Derfor skal du undersøge først hvilket fragtfirma, der bliver brugt, og hvad firmaet tager i importgebyr.

Vær særligt opmærksom på, at en webshop godt kan have adresse i et land inden for EU, men sende varen du har købt fra et lager uden for EU. I det tilfælde vil du skulle betale moms og andre afgifter afhængigt af varen.

Hvad kan du fortryde?

Handler du online inden for EU, har du 14 dages fortrydelsesret.

Fortrydelsesretten gælder også, hvis du køber en vare af en butik, der markedsfører sig på dansk og har en .dk-adresse, selv om den ligger uden for EU.

Køber du varer i en butik uden for EU, som ikke markedsfører sig på dansk, eller som er på dansk men har en .com-adresse?

Så kan du som udgangspunkt ikke regne med at have ret til at fortryde dit køb.

Så tjek handelsbetingelserne for at se, hvordan du er stillet, hvis du fortryder købet.

Fortryder du dit køb, får du ikke importgebyrerne tilbage.

Du kan læse mere om regler og rettigheder, når du handler udenfor EU i disse links:

Reklamationsrettigheder

Fortrydelsesrettigheder

Her kan du klage

Hvis du bliver snydt i e-handel

Pas på kinesiske web-shops

Online-rettigheder i EU

Først publiceret: 21. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 9:38