Til udlandet til sommer? Læs det her først
Er du til sol, swimmingpool og sommerferie langt hjemmefra? Inden du beslutter dig - læs de her råd først.
Er du en af de mange seniorer, som gerne vil på ferie i udlandet til sommer?
Med de nye rejsevejledninger ser udsigterne til udlandsferie bestemt lysere ud. Men der er dog nogle forhold, som du bør være særligt opmærksom på, hvis du bestiller rejse nu.
Forbruger Europa, der er EUs “forbrugersstyrelse”, samt vores egen danske “Konkurrence- og Forbrugerstyrelse” har kigget reglerne igennem og samlet en række gode råd til de danskere, der vil bestille transport, hotel, pakkerejse eller leje bil i de kommende måneder.
”De forbrugere, som gerne vil bestille rejser nu, skal være opmærksom på, at krav og restriktioner kan blive ændret løbende. Det er derfor særlig vigtigt at kende vilkårene for sin rejse, og det er ens eget ansvar, at man har sat sig ind i dem, før rejsen købes,” siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa.
Tre gode råd for alle rejsetyper
Dels skal du overveje, om der kan være restriktioner på rejsemålet, som medfører, at turistattraktioner holder lukket, eller at udflugter ikke kan gennemføres.
Men du skal også være opmærksom på reglerne i både Danmark og udlandet, for eksempel om der er indrejsekrav eller krav om selvisolation på rejsedestinationen, og når du er kommet tilbage fra rejsen.
Kravene kan løbende blive ændret, så hold dig orienteret på Udenrigsministeriets hjemmeside HER
Du gør også dig selv en tjeneste, hvis du betaler rejer, billeje og lign. med kreditkort. Så kan du i visse tilfælde få pengene tilbageført, hvis ydelsen ikke leveres. Du er også bedre sikret i tilfælde af konkurs, og nogle korttyper har også indbygget rejseforsikring
Hvis du selv arrangerer rejsen
Du har som udgangspunkt ikke en lovbestemt fortrydelsesret, når du køber separate ydelser såsom flybilletter, booker hotel eller lejer bil.
Hvis du selv arrangerer rejsen og ikke vil eller kan komme afsted, har du ikke ret til at få pengene tilbage, medmindre det er aftalt på forhånd, eller ydelsen ikke bliver leveret.
Hvis flyet eksempelvis flyver, men du ikke har lyst til at tage af sted, har du således ikke ret til at få dine penge tilbage. Det gælder også, hvis du bliver hjemme, fordi der for eksempel er indført restriktioner på rejsemålet.
Inden du bestiller ophold og transport, så undersøg, om det er muligt at annullere ydelserne, og hvad det koster. Det kan eventuelt være gennem din egen forsikring eller en ekstraforsikring, du tegner i forbindelse med købet
Pakkerejser og charterrejser
De særlige regler for pakkerejser giver dig en række rettigheder, hvis rejsen ikke kan gennemføres, eller der er mangler ved rejsen.
Selvom du som udgangspunkt er beskyttet af pakkerejsereglerne, så bør du selv orientere dig om mulige krav og restriktioner på rejsemålet, som du skal følge under din ferie. Du kan få oplysninger fx via Udenrigsministeriets hjemmeside HER og din rejsearrangør .
Hvis rejser til din feriedestination frarådes på bestillingstidspunktet, og de også frarådes, når du skal rejse, så kan det få betydning for dine muligheder for at få rejsen refunderet.
Undersøg derfor, om rejsearrangøren også tilbyder gratis afbestilling eller ombooking i den situation. Husk at få den oplysning på skrift.
Først publiceret: 20. april 2021
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 14:19