Hvor meget må din nabo støje i haven?

Kan du med loven i hånden bede din nabo om at stoppe motorsaven tidligt om morgenen eller skrue ned for musikken ved havefesten om natten? Få svarene her.

Hvis din nabo putter grene i kompostkværnen eller slår græs klokken 6 om morgenen, eller saver brænde over med motorsaven midt om natten, kan du normalt ikke gøre andet end at bede ham pænt om at stoppe.

I de regler, politiet udstikker, findes der ingen præcise regler for støj i haven. Der findes altså ingen fastsatte decibelgrænser for, hvor meget du må støje.

Men der kan dog være kommunale regler. En kommune kan således vedtage regler om støj fra for eksempel plæneklippere, motorsave og hanegal på grundlag af Miljøaktivitetsbekendtgørelsens § 19, og give et påbud, hvis reglerne ikke følges. Kontakt din kommune, hvis du vil finde ud af, om der er sådanne regler.

For høj musik i haven er forbudt

Det kan dog straffes med bøde at spille musik, der er til væsentlig ulempe for de omkringboende, står der i Ordensbekendtgørelsen, som politiet følger. Det betyder, at det er forbudt at spille så høj musik i haven, at det generer naboerne. Om musik i haven er til gene afhænger blandt andet af tidspunktet. Det er forskel på at spille musik klokken 2 om natten og klokken 14 om dagen.

Start altid med at komme med en venlig henstilling til din nabo om at skrue ned for musikken, før du kontakter politiet. Det vil altid være bedre for naboskabet, hvis du kan få ro på denne måde.

Studenterfester får naboer til at klage

Omkring sankthans og alle studenterfesterne er det tidspunkt på året, hvor politiet får flest henvendelser omkring støj i haven. Er vejret godt, er der flere, der klager, end hvis vejret er dårligt.

Hvis du skal holde havefest, bryllup, konfirmation eller studentergilde, er det en god idé at orientere dine naboer og genboer og vise hensyn. Du kan for eksempel fortælle, hvornår festen slutter og give dem dit telefonnummer, så de kan ringe til dig, hvis der er problemer

Ingen præcise regler for støj fra haveredskaber

Der findes ingen præcise regler for, hvornår og hvor meget du må støje med haveredskaber, selv om kompostkværne, benzindrevne kædesave, buskryddere og rundsave larmer ligeså meget som en lastvogn under kraftig acceleration.

Selv eldrevne kædesave og benzindrevne plæneklippere har et støjniveau som en personbil under kraftig acceleration.

Men som nævnt kan de enkelte kommuner have regler om støj fra blandt andet motoriserede haveredskaber.

Derudover har nogle grundejerforeninger lavet regler, så du for eksempel ikke må støje inden klokken 8 morgenen, efter klokken 18 om aftenen og kun til klokken 12 om søndagen.

Men i princippet har grundejerforeningerne ikke nogen sanktionsmuligheder, men kan kun henstille til at bevare det gode naboskab i området.

Støj ikke tidligt, sent og ved spisetider

Du er dog et skridt i den rigtige retning mod det gode naboskab, hvis du undlader at støje ved spisetider, før klokken 10 i weekenderne og efter spisetid om aftenen.

Derudover er det altid en god idé at snakke med naboerne, hvis du skal holde fest eller af andre årsager ikke kan undgå at larme i et upassende tidsrum.

Først publiceret: 19. april 2021
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 16:11

Se, hvad vi ellers skriver om:

og