46 begivenheder i Danmark: 1.000 blev smittet
Siden juni sidste år er der registreret 46 begivenheder i Danmark, hvor næsten 1.000 deltagere blev smittet med corona.
Bryllupper, begravelser, konfirmationer og anden sammenstimling har under corona-epidemien været underlagt strenge restriktioner.
Men det er der set stort på i en række tilfælde over hele landet – trods forsamlingsforbud.
Dette viser en opgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
I 46 tilfælde har myndigheder siden juni sidste år registeret supersmittebegivenheder, hvor 10 personer eller flere er blevet smittet med corona.
I alt er 929 personer blevet smittet, fordi de har deltaget i forskellige begivenheder.
Det største antal smittede er 60 personer, der deltog i en begivenhed på Sjælland.
Opgørelsen viser ikke, hvilke begivenheder, er har været tale om.
Regeringen har nu planer om helt at ophæve forsamlingsforbuddet.
Her har der været supersmittebegivenheder
Region Midtjylland og Region Nordjylland
- 8 begivenheder.
- I alt 116 registrerede smittede personer
- Mindste udbrud har været med 10 registrerede smittede personer
- Største udbrud har været med 30 registrerede smittede personer
Region Hovedstaden og Region Sjælland
- 34 begivenheder
- I alt med 683 registrerede smittede personer
- Mindste udbrud har været med 10 registrerede smittede personer
- Største udbrud har været med 60 registrerede smittede personer
Region Syddanmark
- 4 begivenheder
- I alt med 65 registrerede smittede personer
- Mindste udbrud har været med 10 registrerede smittede personer
- Største udbrud har været med 30 registrerede smittede personer
Spørgsmål fra Morten Messerschmidt
Det er Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, der har bedt om opgørelsen.
Det gør han, efter at det i programmet Debatten på DR2 blev diskuteret om ikke-etniske danskere gennem private fester og begivenheder var årsag til, at corona bredte sig i specielle kultur-miljøer.
Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at styrelsen ikke indsamler data for de smittede personers nationalitet eller etnicitet.
”Det er derfor ikke muligt at fordele statistiske oplysninger på de smittede personers nationalitet/etnicitet,” lyder det i forbindelse med opgørelsen.
Kilde: Folketingets Sundhedsudvalg
Først publiceret: 15. april 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 9:29