Har du hund? Glemsomhed kan koste dig 2.000 kroner
Kender du sommerreglen fra 1. april, når du lufter hunden på stranden? Se hvad der gælder.
Fra 1. april skal hunden i snor, når du lufter den på stranden. Overskrider du reglen, kan det koste en bøde på 2.000 kroner.
Fra 1. april til 30. september skal du som hundeejer holde din hund i snor, når den luftes på de danske strande. Sommerreglen står i naturbeskyttelsesloven.
Hold øje med skiltene på din lokale strand, da der kan være undtagelser for specifikke strande, og fordi der også er strande, hvor det er helt forbudt at lufte sin hund, uanset hvad tid på året, hunden bliver luftet.
For eksempel siger loven, at man ikke må have sin hund nærmere end 200 meter fra de strande, der har et blåt flag.
»Efter 1. april er det vigtigt at tage hensyn til de ynglende fugle rundt omkring på strandene. Vi kan ofte ikke selv se dem, men vores hundes snuder kan nemt finde dem. Det er derfor vigtigt at give fuglene fred til at passe sine unger uden at skulle frygte løse rovdyr som hunde,« siger familiedyrschef Jens Jokumsen fra Dyrenes Beskyttelse.
10 gode råd til hundeejeren
- Vis hensyn overfor andre
- Hils venligt
- Træn et sikkert indkald
- Sørg for, at din hund bliver socialiseret
- Lær hundens sprog at kende
- Kend din hunds personlighed
- Træn din hund
- Søg hjælp ved uønsket adfærd
- Opfyld hundens behov
- Overhold regler og påbud
Kilde: Dyrenes Beskyttelse
Her kan din hund løbe frit
Vil du lufte din hun uden snor, kan du bruge en af de 248 hundeskove, der er i Danmark.
Først publiceret: 6. april 2021
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 14:38