Traditioner har ændret sig: Vores begravelser er blevet mere personlige

26.marts er det to år siden Københavns indre by var rammen om DJ’en og tv-værten Master Fatmans begravelse. Hans kiste blev danset ud i en sky af røgelse fra Helligåndskirken på Strøget af sambaklædte kvinder i fjer og smukke dragter, og bagefter blev kisten transporteret på rust-cykel gennem byens stræder med et stort New Orleans jazzband i front. Bagefter var et tusindetalligt følge, der voksede og voksede undervejs.

Master Fatmans begravelse var et flot, men selvfølgelig også meget specielt eksempel på de nye vinde, der blæser omkring begravelsesritualerne i Danmark.

Faglige Seniorer har snakket med Jossie Baltzer, der ejer det over 50 år gamle Taastrup Bedemandsforretning, om hvordan vi begraver vores kære i dag. Om nye ritualer, om gamle traditioner og hvordan og hvor de efterladte i dag har mulighed for at gøre begravelsen meget mere personlig.

“En begravelse er meget mere personligt i dag end for 20 år siden. Det er den først og fremmest på grund af de efterlade vælger – og får lov at spille – musik, som betyder noget for dem, eller har betydet noget for den afdøde. I dag er der jo stikkontakter i kirken til musikken. Præsterne er de seneste 20 år blevet meget mere fleksible. Det er meget positivt,” synes Jossie Baltzer.

“Præsterne er også blevet meget dygtigere til at tale personligt om den afdøde. Før i tiden var præstens tale mere formel. Ligesom det var yderst sjældent, at de efterladte f.eks. kunne få spillet trompet eller sunget specielle sange ved begravelsen”.

Der er masser af tid

Jossie Baltzer taler varmt for at få budskabet spredt om, at de efterladte har rigtig god tid til at beslutte hvad der skal ske til begravelsen.

“Når familiemedlemmer dør på hospitaler, så giver man ofte de pårørende indtryk af, at alt skal ordnes på 48 timer. Det passer ikke! Tag det roligt, er mit råd til de efterladte. Det kan gode være, at afdøde skal afhentes på hospitalet. Men derefter er der masser af tid. Tid til at snakke sammen om hvad man kunne ønske sig. Tid til at undersøge alle de muligheder, der er. Tid til at blive enige. De efterladte har meget mere tid til at arrangere begravelsen end de ofte tror,” siger Jossie Baltzer.

Den hvide kiste

Selv om de efterladte i dag kan få kisen eller urnen hjem og udsmykke den før begravelsen, så er det dog yderst sjældent, at Jossie Baltzer oplever det.

“Jeg vil tro, at jeg har oplevet det maksimalt 10 gange i alt”.

“Der er flere ting, som har ændret sig meget i forbindelse med begravelser, men der er også områder, hvor danskerne er meget traditionelle”.

90% vælger stadig den traditionelle hvide kiste eller fyrretræskisten, når deres kære skal begraves. Når det gælder urnen, så er det næsten altid fyrretræskisten.  Der findes et udvalg af bambuskister og lign., men de er ofte væsentligt dyrere, og ofte vælger de efterladte at bruge flere penge på blomster i stedet.

Asken spredt

“Mange dansker er glade for muligheden for at få deres aske spredt over havet eller skoven. Men selv om muligheden er populært, så er det stadig maksimalt 5%, der får det gjort,” skønner Jossie Baltzer.

“Som altid er der flest kremeringer i byerne, og flest begravelser udenfor byerne. Men der er et mindre ønske om at få spredt sin aske, end jeg umiddelbart ville tro. Derfor nævner jeg altid muligheden til de efterladte. For jeg oplever nemlig altid, at de efterladte tror, at det er meget mere indviklet og bureaukratisk at gøre det end det egentlig er. De efterladte får urnen med asken af os, samt en pjece med retningslinjerne. Familien spreder selv asken”, fortæller Jossie.

Blomster fra haven

Blomstervalget er noget af det, som også virkelig har ændret sig. Det skete faktisk i forbindelse med finanskrisen i slutningen af 00’erne.

“Før finanskrisen kunne der ikke blive blomster nok. Der var bjerge af blomster. Efter krisen er blomstervalget blevet mere personligt og mere enkelt. I gamle dage var det altid – og kun – røde roser. Roser på kisten, ved kisten og i kirkerummet. I dag kommer nogle efterladte med blomster fra afdødes eller egen have. Andre lægger et personligt brev på kisten, børn lægger små perleplader. Båndene ved blomstene er også blevet personliggjort. Før stod der altid “Sov søde” eller “Tak for alt”. Nu er det helt anderledes. I dag får de efterladte personlige ord; noget de føler.

Salmehæfter og kaffebord

De små salmehæfter er blevet meget udbredte i dag ved begravelser, og Taastrup Bedemandsforretning laver dem ofte.

“Mange bruger salmehæftet som et minde om begravelsen. Der er tit et billede med af afdøde, og så står der taksigelser på den sidste sige. Ingen sender takkekort ud mere. I stedet takker de efterladte for venlig deltagelse i samlehæftet, og så står der også hvor kaffebordet skal finde sted.”

Jossie Baltzer taler altid varmt til de efterladte for at afholde begravelseskaffe eller gravøl, som det hed i gamle dage.

“Før corona var et kaffebord næsten et must. Folk er i en boble af stress ved begravelsen. Der er gået nogle travle og følelsesmæssige hårde dage forud. Ved kaffebordet får de efterladte lidt ro, og de oplever ofte, at der går hul på stress-boblen. De taler med andre om de afdøde, og ofte bliver der både grint og grædt”.

Dødsannoncer er gået online

Hvor dødsannoncer før i tiden blev indrykket i de store landsdækkende aviser, så er det i dag i de små lokale aviser, at dødsfaldet annonceres. Ja, ofte er det kun online, at dødsfaldet annonceres. Det sker især på afdødes Facebook-side, som bliver ændret til en mindeside, eller også oprettes et smukt billede og flotte ord på online-mindesiderne “Afdøde.dk” og “Mindet.dk”.

“Men når vi så kigger på hvad folk skriver, så har det ikke ændret sig spor gennem tiden. Det er stadig navn, måske titel, datoer og en kort hilsen”.

Konservative og moderne

“Danskerne er både meget konservative på nogle områder, og moderne på andre områder, når det gælder begravelsen. Jeg kommer selv fra Sydamerika, og jeg kan se på hele det amerikanske kontinent, at der spiller mode og nye tendenser meget mere ind. Men de nordiske lande er mere konservative – også de unge efterladte – og det beundrer jeg faktisk. Vi holder fast i vores ritualer og værdier, men vælger så på nogle områder at gøre begravelsen mere personligt og give den afdøde en begravelse, som fortæller hvem den afdøde var og hvad han eller hun betød for de efterladte. Det synes jeg er meget smukt, slutter Jossie Baltzer.

Først publiceret: 24. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. maj 2021 kl. 14:40