Alle over 65 år bliver tilbudt vaccination inden april
Selv om der er en vis usikkerhed, har Sundhedsstyrelsen nu sat en tidsplan for, hvornår vi kan forvente at blive vaccineret. Se vaccinations-kalender her.
Inden april har alle over 65 år fået tilbuddet om at blive vaccineret mod corona.
Selve vaccinationerne af de personer, der er i aldersgruppen 65 – 74 år forventes gennemført i løbet af april og begyndelsen af maj.
Sådan lyder det fra Sundhedsstyrelsen, der nu har fastlagt en prioriteringsrækkefølge for tilbud om vaccination mod COVID-19.
Rækkefølgen fremgår af en vaccinationskalender, der netop er offentliggjort.
Sundhedsstyrelsen forventer, at alle borgere i Danmark er vaccineret med andet stik senest 27. juni.
”Ud fra den viden vi har lige nu, forventer vi, at alle personer, der er i særlig risiko, personale i sundheds- og plejesektoren samt samfundskritiske funktioner vil være blevet tilbudt vaccination inden april 2021. Vi forventer at kunne begynde at tilbyde vaccination til den øvrige befolkning i slutningen af foråret eller starten af sommeren,” er udmeldingen fra Sundhedsstyrelsen.
To vacciner til danskerne
Udmeldingen kommer efter at at Moderna-vaccinen er godkendt.
Det betyder, at Danmark nu råder over to typer vaccine mod COVID-19.
”Vi kan ikke give et helt præcist svar på, hvornår den enkelte kan blive tilbudt vaccination mod COVID-19, men vi har uddybet, hvordan vi har prioriteret i rækkefølgen for, hvornår man får tilbud om vaccination, fortæller Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
Er du i tvivl om, hvilken vaccinationsgruppe du tilhører, har Sundhedsstyrelsen udarbejdet en række eksempler. Tilhører man flere grupper, så vil man blive vaccineret efter den højest prioriterede gruppe (se eksempler i boksen længere nede i artiklen).
Du får besked i e-Boks
Når det bliver din tur til at få tilbuddet om vaccination, får du automatisk besked enten via e-Boks eller som et fysisk brev, hvis du er fritaget for digital post.
”Du skal ikke kontakte din praktiserende læge om tidspunkt for vaccination, for det kan din læge ikke svare på,” siger Søren Brostrøm.
Først publiceret: 13. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 14:03