5 ting du ikke bør have i soveværelset
Det er klart, at du skal have en seng i soveværelset. Langt de fleste har også en eller anden form for tøjskab – men hvad bør du ikke have i soveværelset? Vi giver dig 5 bud her.
Det er ikke, fordi der findes stentavler med regler for, hvad du må have i soveværelset. Men det betyder ikke, at alle ting og sager egner sig lige godt til soveværelset. Her kan du læse om fem forskellige ting, du måske skal undlade at have i dit soveværelse.
1. Ting under sengen
Indrømmet, de fleste af os har lidt for mange sager, som vi meget sjældent bruger, men som vi helst ikke vil skille os af med af den grund – det kunne jo være, at vi fik lyst til at gå med de støvler igen, eller måske begynde til tennis igen, og så er det jo nødvendigt at have en ketsjer.
Men indtil den dag kommer, skal tingene jo opbevares et eller andet sted. Hvis det kniber med skabspladsen, er det oplagt at bruge pladsen under dobbeltsengen.
Men find et andet sted, hvis det kan lade sig gøre. Du sveder, mens du sover, og den fugt, der ophober sig i madrassen, skal helst kunne komme væk igen. Derfor er det bedst, hvis luften kan cirkulere frit om din seng.
2. (For mange) potteplanter
Et par potteplanter, eller måske en lille håndfuld, kan være med til at gøre dit soveværelse til et smukt og behageligt rum at opholde dig i. Men pas på med at fylde soveværelset helt op med planter.
For mange planter kan give et fugtproblem. Der sker hele tiden en fordampning fra potteplanterne – både fra den jord, planterne står i, og fra selve planternes blade. Kombineret med den vanddamp, der findes i den luft, du udånder, og den som fordamper fra din hud, kan der i løbet af natten ophobe sig for meget fugt – især hvis der ikke finder nogen udluftning sted, fx i form af et åbent vindue eller lignende.
Det er hverken godt for din bolig eller for dig at sove i.
3. Kontanter og dyre smykker
Hvis du får indbrud i dit hjem, vil soveværelset sandsynligvis være et af de steder, indbrudstyven gennemsøger for at finde attraktive koster – eksempelvis kolde kontanter og dyre smykker. Det skyldes, at mange opbevarer smykker i nærheden af deres tøj.
Måske skal du for en sikkerheds skyld vælge et andet sted at opbevare små og kostbare genstande som halskæder, ringe eller manchetknapper.
4. Arbejdsrelaterede genstande
Hvor mange af os har ikke lige ordnet et eller andet arbejdsrelateret, før vi skulle sove? Besvaret mails på iPad’en, læst den vigtige præsentation igennem en sidste gang osv. Den slags bør du gøre på kontoret, i stuen, eller ved køkkenbordet – kort sagt alle andre steder end i soveværelset. Her skal du have ro og sove, og du bør ikke distrahere dig selv med forskellige former for arbejde.
5. Fladskærms-tv, smartphones og andet elektronik
Nummer fem på listen er måske også lidt kontroversiel. I hvert fald er det ganske normalt at finde en eller anden form for elektronisk skærm i danske soveværelser. En undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov foretog for Videncentret Bolius i oktober 2018, viste, at 33 % af danskerne har et tv placeret i soveværelset, og at hele 54 % har en smartphone i deres soveværelse om natten.
Nu siger undersøgelsen ganske vist ikke noget om, hvorvidt disse mange skærme bliver tændt om aftenen og natten, men det er vel ikke helt urimeligt at antage, at de gør.
Hvis du er en af de mange danskere, der har en eller anden form for skærm i dit soveværelse, bør du overveje, om du skal flytte den til et andet rum. Når du ser ind i en skærm, før du skal sove, kan det nemlig sammenlignes med at se direkte ind i en lampe.
Lyset fra en elektronisk skærm – eksempelvis et tv eller en smartphone – påvirker også hjernens produktion af hormoner. Blandt andet er hormonet melatonin vigtig for vores søvn. Hvor meget melatonin, der bliver produceret, styres blandt andet af den lysintensitet, som øjet registrerer. Hormonet dannes især i døgnets mørke timer, og melatonin er med til at fremkalde søvnighed.
Når vi skal sove, skal vi ideelt udsættes for varmt, rødt lys – tænk på en solnedgang. Hvis vi stirrer ind i et tv, får vi i stedet blåligt lys – der minder mere om det lys, solen udseender, når den står højest på himlen.
Det kan få din hjerne til at tro, at det er tid til at stå op og gå i gang med dagens gøremål, og du kan få sværere ved at falde i søvn.
Du kan også risikere, at elektronik som tv, pc og printer afgiver kemiske stoffer, som kan forringe kvaliteten af indeklimaet.
Først publiceret: 21. april 2020
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 16:16