Obligatorisk pensionsopsparing fra 1. januar
Fra januar 2020 får alle på overførselsindkomster en obligatorisk pensionsopsparing. Det gælder blandt andet for seniorer på førtidspension, efterløn, seniorpension og fleksydelse.
Folkepensionister bliver ikke omfattet af ordningen.
Det er staten, der betaler bidragene til pensionsordningen. Det sker helt automatisk.
Formålet med den tvungne opsparing er, at overførselsindkomstmodtagere får en større pensionsopsparing og dermed en højere indkomst som pensionist.
Hvor meget skal der spares op?
Pensionsordningen på 0,3 procent af din overførselsindkomst fra 2020 stigende til 3,3 procent i 2030.
Staten indbetaler 0,3 procent af din overførselsydelse på en obligatorisk fradragsberettiget livsvarig pensionsordning i 2020.
I 2021 indbetaler staten 0,6 procent.
I 2022 indbetaler staten 0,9 procent.
Beløbet stiger hvert år frem til 2030, hvor statens indbetaling bliver 3,3 procent.
Det betyder, at en enlig førtidspensionist med en årlig ydelse på ca. 225.000 kroner får indbetalt 675 kroner til den obligatoriske pensionsopsparing i 2020 stigende til ca. 7.425 kroner i 2030.
Hvordan bliver opsparingen udbetalt?
Obligatorisk Pension bliver indbetalt til ATP og den bliver udbetalt som en del af din ATP Livslang Pension, når du når folkepensionsalderen.
Læs mere om ordningen på borger.dk
Spørg socialrådgiveren om boligstøtte
I Faglige Seniorers brevkasse, kan du spørge socialrådgiver Carsten Riis om boligstøtte, pension og tillæg og andre sociale spørgsmål.
Først publiceret: 7. januar 2020
Artiklen er sidst opdateret 14. maj 2021 kl. 15:08