Hver femte dansker har kroniske smerter: Nu bliver det anerkendt som en sygdom
Kroniske smertepatienter kan se frem til nye diagnoser og bedre behandling, efter at det nu internationalt bliver anerkendt som en sygdom.
Har du kroniske smerter, så er der nu udsigt til, at du kan få en egentlig diagnose og dermed en bedre behandling.
For første gang bliver kroniske smerter nu for klassificeret som diagnose på linje med andre sygdomme, når verdenssundhedsorganisationen (WHO) til maj vedtager sit næste katalog over anerkendte sygdomme.
Kroniske smerter kan man ikke måle og veje. Derfor han man hidtil ikke klassificeret dem som sygdom, men som symptom på en sygdom.
Peter Svensson, professor
Det får stor betydning for de cirka 20 procent af befolkningen, der lider af kroniske smerter, vurderer professor Peter Svensson fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed ved Aarhus Universitet.
Han har sammen med topforskere fra hele verden været med til at definere de nye diagnoser.
”Kroniske smerter kan man ikke måle og veje. Derfor han man hidtil ikke klassificeret dem som sygdom, men som symptom på en sygdom. Det bliver ændret nu, og det vil få stor betydning for patienter og for sundhedsvæsenet,” siger Peter Svensson.
Arbejdet med de nye klassifikationer har været i gang i over ti år, fremgår det af en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet.
Læs også: Stop for piller: 7 råd til dig, der har smerter
Mere målrettet behandling
Det nye sygdomskatalog får også stor betydning for forskningen, påpeger professor Nanna Brix Finnerup fra Institut for Klinisk Medicin og Dansk Smerteforskningscenter. Hun forsker i nervesmerter.
”I dag bliver næsten alle kroniske smertetilstande puttet i en fælles kategori. Det betyder, at man ikke kan lave registerforskning i eksempelvis nervesmerter efter kemoterapi eller diabetes. Men det kommer man til fremover, og det vil få betydning for patienterne, der fremover kan få bedre og mere målrettet behandling,” siger hun.
Andre former for medicin
Den rigtige behandling af sygdomme kræver den rette klassifikation.
”Og nu skal læger fremover i højere grad have fokus på behandling af nervesmerter og give andre former for medicin end de klassiske smertestillende som Ipren og Pamol, der ikke virker på nervesystemet,” siger Nanna Brix Finnerup.
Efter mødet i maj skal WHO’s medlemslande i gang med den omfattende revision af, hvordan man registrerer sygdomme.
Smerter regnes for kroniske, når de har varet over seks måneder. Det er længerevarende smerter, som kan gå væk igen, men de kan også fortsætte resten af livet.
Ups! We kunne ikke finde din formular.
Først publiceret: 26. april 2019
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 9:46