7 ting du skal huske til den sidste rejse

Det sidste farvel kan være både kompliceret og dyrt. Typisk koster en begravelse 25.000 kroner. Se 7 ting, du skal være opmærksom på.

Den sidste rejse er ofte livets dyreste og sværeste.

Ud over sorgen over at have mistet en kær, er der masser af ting, der skal afklares, før det allersidste farvel.

En begravelse eller bisættelse koster snildt mellem 20.000 og 25.000 kroner alt i alt – og kan hurtigt blive meget dyrere, viser tal fra foreningen Liv og Død.

Halvdelen af udgiften går til at betale for bedemandens service og arbejde, mens den anden halvdel går til andre udgifter som for eksempel blomster, gravsted, dødsannonce med mere.

Læs også: Seniorhåndbogen: Begravelse

1. Bedemanden

De fleste overlader det til bedemanden at stå for det praktiske i forbindelse med begravelsen.

Det er også mest almindeligt at mødes personligt med bedemanden og aftale detaljerne.

Her er det en god ide at få bedemandens overslag på, hvad det kommer til at koste.

Overslaget bør indeholde et fast tilbud på de ydelser, som bedemanden står for samt et skønnet bud på de udgifter, som bedemanden formidler i forhold til det offentlige (eks. kremation og gravsted) og fra andre leverandører (eks. blomster og kranse).

2. Gravsted

Et gravsted på kirkegården er det mest almindeligelige. Prisen for oprettelse er forskellig og kan variere fra 1.000 kroner op til 20.000 kroner. Desuden er der udgifter til vedligehold i mindst 10 år. Prisen afhænger også af, om afdøde var medlem af folkekirken.

3. Kremering

Langt de fleste afdøde bliver kremeret og derfor kommer der i langt de fleste tilfælde også en udgift til selve kremeringen. Udgiften er typisk 3.000 kroner.

4. Begravelsen

Kisten: Der findes to slags: En begravelseskiste, der er dyrere, fordi den skal modstå de mange kilo jord, der lægges på. En billigere bisættelseskiste, der bliver brændt i forbindelse med kremering.

Urne: Der findes forskellige slags til asken af den afdøde. Metal-urner er billigst, men er forbudt på flere kirkegård af hensyn til miljøet.

Ilægning afdøde og transport af kiste: En opgave, der udføres af bedemanden. Man kan selv stå for transporten af kisten, men der er krav om, at det sker på en sømmelig måde.

Ligklæder: Det kan være afdødes eget tøj, men der kan også købes ligklæder.

Rustvogn: Bedemanden kan stå for transporten af afdøde og kiste i rustvogn. Det kan være fra sygehus eller bopæl til kapellet/kirken. Og fra ceremonien til krematoriet. Der kan være en fast pris eller en kilometerpris.

Blomster og kranse: Bedemanden kan også stå for transporten af blomster fra ceremonien til gravsted.

Ceremonien: Der er udgifter, alt efter hvad der ønskes. Det kan være til en dødsannonce med angivelse af tid og sted for begravelsen/bisættelsen, trykte salmer eller sange, orgelspil, korsang, pyntning af kirke, begravelseskaffe med mere.

Kapel/kirke: Nogle kirkegårde opkræver en højere takst, hvis begravelsen eller bisættelsen sker en lørdag.

Gravsten: Du kan selv kontakte en stenhugger eller overlade de til bedemanden.

5. Regningen

Efter begravelsen/bisættelsen vil bestilleren kort tid efter modtage en faktura fra bedemanden. Det kan være en samlet faktura, men kan også være splittet op, så regningerne fra kirkegården, krematoriet, stenhuggeren og andre bliver sendt direkte til bestilleren.

6. Begravelseshjælp

Det er muligt at søge om begravelseshjælp. Det skal ske her på borger.dk.

Var den afdøde medlem af Sygesikringen Danmark, kan de pårørende få et tilskud.

Flere fagforeninger udbetaler et beløb i begravelseshjælp til medlemmets efterladte.

7. Opsparing til begravelse

Som pårørende er det en god ide at undersøge om afdøde var medlem af Begravelseskassen Danmark, hvor det er muligt at have konto for en Forudbetalt Begravelse, en opsparingsordning eller et medlemskab af det tidligere Dansk Ligbrændingsforening.

Det er også muligt, at afdøde har en opsparing i Elysium Begravelsesopsparing.

Få flere råd og læs mere om, hvad en begravelse koster på foreningen Liv & Døds hjemmeside og hos Forbrugerrådet Tænk.

Min sidste vilje

Har du egne ønsker til, hvordan din begravelse skal foregå, kan du udfylde skemaet “Min sidste vilje”.

 

Først publiceret: 12. marts 2019
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2021 kl. 18:31

Se, hvad vi ellers skriver om:

og